Debat i Politiken, 13. februar 2003
Skrevet sammen med Morten Homann og Mads Engholm, SF's uddannelsesudvalg
1. februar læste vi i debatsektionen, hvordan Martin Ågerup med trompeter og fanfarer bekendtgjorde, at nu er det på tide at »stoppe uddannelsesvanviddet«. Vanvid skal stoppes. Men der skal satses massivt på Danmarks vigtigste råstof, uddannelse, på alle niveauer i fremtiden. I managementkonsulenten Ågerups øjne er uddannelse venstrefløjens værk. Vi er selvfølgelig som venstreorienterede beærede over at få hele æren for det danske uddannelsessystems styrker og svagheder. Men det er næppe en ære, vi kan beholde ret længe. Uanset hvad superliberalisten Ågerup påstår, udøver de borgerlige og
industrien stærk indflydelse på uddannelserne. Seneste eksempler er universitetsreformen med nye eksterne bestyrelser og folkeskolen med bindende læseplaner, og til oktober 2003 lægges gymnasiereformen i folketingssalen som lovforslag.
Ågerup er i den grad besat af at give venstrefløjen skylden for samfundets problemer, at hans argumentationskæde hopper af. F.eks. kan det umuligt være RUC's og Ålborg Universitets skyld, at de studerende på de øvrige universiteter ikke lærer projektarbejde. RUC er præget af venstrefløjens 1968-miljø, som (u)-frivilligt har lagt sig tæt op ad industriens ønske om, at de studerende mestrer at arbejde sammen. Produktionssektoren så netop en mulighed i ungdomsoprøret for at styrke samfundets intelligensreserve, der var blokeret af professorstyret. Ågerup foreslår, at de lange uddannelser forkortes, fordi SU skaber luksusstuderende. Det skal selvfølgelig overvejes, om der kan skabes spændende praktikordninger for de universitetsstuderende undervejs i et studie på fem - seks års varighed. Men at påstå, at de studerende nytteløst overuddannes gøres til skamme ved, at den videnstunge industri netop efterspørger kandidater med bred og specialiseret viden.
Eneren Ågerup ser uddannelsessystemet som en trussel mod ulighed, hurtige beslutninger, dynamisk konkurrenceevne og lav skat, der sikrer international arbejdskraft til globalt konkurrerende virksomheder. Som socialister må vi meddele Ågerup, at arbejdet for lighed, demokrati og velfærd ikke indstilles foreløbigt. Venstrefløjen ønsker, at uddannelsessektoren løbende forbedres til et videns- og informationssamfund, der kan matche den internationale konkurrence. Men vi skal ikke amerikanisere velfærdsstaten til en nation af enere uden sans for fællesskabets muligheder.
Skrevet sammen med Morten Homann og Mads Engholm, SF's uddannelsesudvalg
1. februar læste vi i debatsektionen, hvordan Martin Ågerup med trompeter og fanfarer bekendtgjorde, at nu er det på tide at »stoppe uddannelsesvanviddet«. Vanvid skal stoppes. Men der skal satses massivt på Danmarks vigtigste råstof, uddannelse, på alle niveauer i fremtiden. I managementkonsulenten Ågerups øjne er uddannelse venstrefløjens værk. Vi er selvfølgelig som venstreorienterede beærede over at få hele æren for det danske uddannelsessystems styrker og svagheder. Men det er næppe en ære, vi kan beholde ret længe. Uanset hvad superliberalisten Ågerup påstår, udøver de borgerlige og
industrien stærk indflydelse på uddannelserne. Seneste eksempler er universitetsreformen med nye eksterne bestyrelser og folkeskolen med bindende læseplaner, og til oktober 2003 lægges gymnasiereformen i folketingssalen som lovforslag.Ågerup er i den grad besat af at give venstrefløjen skylden for samfundets problemer, at hans argumentationskæde hopper af. F.eks. kan det umuligt være RUC's og Ålborg Universitets skyld, at de studerende på de øvrige universiteter ikke lærer projektarbejde. RUC er præget af venstrefløjens 1968-miljø, som (u)-frivilligt har lagt sig tæt op ad industriens ønske om, at de studerende mestrer at arbejde sammen. Produktionssektoren så netop en mulighed i ungdomsoprøret for at styrke samfundets intelligensreserve, der var blokeret af professorstyret. Ågerup foreslår, at de lange uddannelser forkortes, fordi SU skaber luksusstuderende. Det skal selvfølgelig overvejes, om der kan skabes spændende praktikordninger for de universitetsstuderende undervejs i et studie på fem - seks års varighed. Men at påstå, at de studerende nytteløst overuddannes gøres til skamme ved, at den videnstunge industri netop efterspørger kandidater med bred og specialiseret viden.
Eneren Ågerup ser uddannelsessystemet som en trussel mod ulighed, hurtige beslutninger, dynamisk konkurrenceevne og lav skat, der sikrer international arbejdskraft til globalt konkurrerende virksomheder. Som socialister må vi meddele Ågerup, at arbejdet for lighed, demokrati og velfærd ikke indstilles foreløbigt. Venstrefløjen ønsker, at uddannelsessektoren løbende forbedres til et videns- og informationssamfund, der kan matche den internationale konkurrence. Men vi skal ikke amerikanisere velfærdsstaten til en nation af enere uden sans for fællesskabets muligheder.
