lørdag den 24. september 2005

Erritsøs (måske) nye bytorv - Er det løsningen?

Læserbrev i Fredericia Dagblad, 24. september 2005
Skrevet sammen med Dorte Henschke, byrådskandidat SF


I en stor forsideartikel, i Fredericia Dagblad den 7.9.05, berettes der om sure miner hos erhvervsudvikler Jan Poulsen, borgmesteren og Vejle Amt, idet miljøministeren har vendt tommelfingeren nedad over for en erhvervsplan om at anlægge et butikscenter ved motorvejsnedkørslen. Motorvejens dynamik og tiltagende trafik trækker investorerne hen, hvor der tegner sig et økonomisk afkast. Det betyder at det gamle Erritsø Bytorv fremstår, som uinteressant for investorerne, idet der ikke kan være plads til flere butikker og biler.
SF Fredericia mener, at det er problematisk. Etableringen af det nye bytorv ved motorvejsnedkørslen vil give en øget omsætning i kraft af, at pendlerne kan ordne deres indkøb til og fra arbejde - men hvorfor er det er kun pendlerne, som er i fokus i forhold til bydelen? Argumentet for at satse ensidig på udvidelsen af området er, at det giver flere arbejdspladser, hvilket er godt nok. Men det drejer sig grundlæggende om, at bydelen skal betragtes som en helhed. SF i Fredericia fastholder fokus på, at det gl. bytorv ikke må glemmes pga. det nye bytorvs muligheder. Det gl. bytorv ligger i centrum af Erritsø og er et naturligt indkøbssted for billøse og fastboende Erritsøere. Især ældre, børnefamilier og unge vil få svært ved at komme til det nye center, der oplagt skabes for pendlerne med biler. I SF er vi villige til at arbejde med ideen om en udvidelse af indkøbsmulighederne ved motorvejsnedkørslen, men det skal ske sammen med en handlingsplan for, hvordan det gl. Erritsø bytorv kan blive et reelt samlingssted for en hastigt voksende bydel. Konkret betyder det lokale multihuse med sundhedscentre, cafeer, borgerhaver, skaterbaner mv. Der skal fastholdes en balance mellem den bilbaserede vækstfilosofi og borgernes nærmiljø i Erritsø.