Undervisningsminister Bertel Haarder er en handlekraftig politiker, der forstår at alliere sig med engagerede sundhedseksperter, der vil en sund og levedygtig ungdom. Derfor har han egenmægtigt dikteret 20 min. fysisk aktivitet i det almene gymnasiums idrætstimer.
Det iscenesatte mediedækkede diktat er solgt under overskrifterne som: »Et løft til idrætsfaget« og »slut med at sidde stille i idræt«.
Alle uden for gymnasiet kan i første omgang trække på skulderne, men læseplansændringen giver anledning til eftertanke.For det første er ændringen igangsat af at sundhedseksperten Chris MacDonald lavede et træningsforsøg hos en gymnasieklasse på Johanneskolen.
Den øgede træning viste forbedrede sundhed og karakterfremgang hos de unge. Det tog Haarder til sig. Men gymnasiets idrætslærere blev ikke inddraget i diskussionen om hvorledes idrætsfaget kan skabe en bedre sundhedsadfærd hos gymnasieungdommen. Tilsvarende mangel på inddragelse oplevede de politiske forligspartier og universiteterne. Beslutningsprocessen har været lukket.
Konsekvensen er selvfølgelig at idrætslærerne i gymnasiet oplever en afstand til ministeren. Det udløser et brud på tilliden til at Haarder respekterer idrætslærernes daglige faglige undervisningsarbejde.
Faktum er at undervisningen selvfølgelig rummer et højt aktivitetsniveau og c-niveauet netop er kendetegnet ved at være elevernes frirum. Så som idrætslærernes formand Pernille Garbers karakteriserer det er ændringen en gratis omgang for ministeren. Ændringen er heller ikke koordineret i.f.t. reformens krav om mere teori i idrætsfaget - derfor bliver c-nivauet endnu mere fagligt overlæsset.
For det andet er det bekymrende at ministeren går efter politisk nemme point på sundhedsområdet. Hvis Haarder reelt er bekymret for ungdommens sundhedsudvikling bliver der igangsat langt mere radikale tiltag på området. Hvorfor tager Haarder ikke ideen op om daglig idræt for gymnasieeleverne - flere fremsynede folkeskoler har med deres profiludvikling igangsat idræt i alle ugens dage. Hvorfor ikke støtte sund mad på alle ungdomsudannelserne så der indtages mindre fedt og tomme kalorier på skolerne. Hvorfor laver ministeren ikke en politisk langsigtet plan for idræt på de tekniske skoler og handelsskolerne, der mangler idræt i deres fagrække. Dermed dækkes hele ungdomsårgangen.
Sidst, men ikke mindst skal der huskes på at Venstres daværende undervisningsminister, Ulla Tørnæs i 2003, før reformen 2005, havde kategoriseret idræt som et fag der kunne fravælges.
Ministerens læseplansændring må derfor karakteriseres som et mediestunt, hvor idrætslærerne må lægge ryg til faglig mistænkeliggørelse og øgede forventninger til hvad 1 times idræt kan gøre for elevernes sundhedstilstand.
Læseplansændringen er ikke et løft for idrætsfaget, men dårligt holdspil fra en politisk træner, der kun går efter egne snævre og kortsigtede politiske mål. Der efterlyses en ny træner til holdet!
