Gruppeeksamen - ja tak

Fredericia Dagblad, den 24. oktober 2011

Den nye regering er ikke kommet flyvende fra start, da det parlamentariske grundlag ikke artede sig som SF ønskede. Men en ting er sikker - det er at valgkampens resultat understregede, at de sidste 10 år med Dansk Folkeparti som dominerende politisk parti er ovre. I valgkampen brød Konservativt Folkeparti ud af DF's politiske greb skarpt efterfulgt af Venstre.

Dermed brast VOK-konstellationen, som Pia Kjærsgaard yndede at kalde det borgerlige samarbejde, itu og isolerede det højre-nationale parti. Med den pointe in mente er det helt tidssvarende at læse Alex Ahrendtsens afvisning af gruppe-eksamen i det danske undervisningssystem. Helt efter partibogen skitserer han genindførelsen af gruppeeksamen som en mulighed for de svage elever at gemme sig og en forhindring for stærke elever at vise deres evner. At Dansk Folkeparti er et traditionelt tænkende og tilbageskuende parti understreges i argumentationen hos Ahrendtsen.

Elever og studerende arbejder mange timer af deres uddannelses-tid i grupper, når der laves projekter og større opgaver. Det er en naturlig del af deres forskellige arbejdsformer. Gruppearbejdet er naturligt ligesom individuelt arbejde. Ved ikke at have gruppe-eksamen kommer eleverne til at forstå gruppe-arbejdet som mindre vigtigt end individuelt arbejde. Derfor hilser SF genetableringen af gruppeeksamen velkommen.

Team-, gruppe-, og projektarbejde eksisterer også i stor stil hos det private erhvervsliv, hvor evnen til at indgå i sociale relationer er helt grundlæggende for at dele og formidle kompliceret viden til andre medarbejdere og aftagere af produkter.

Ved at fastholde den afvisende holdning til gruppeeksamen fremstår Dansk Folkeparti som et dogmatisk parti som modarbejder et erhvervsliv som søger at skabe en effektivt samarbejdende medarbejderstab. Helt i tråd med den politiske isolation af Dansk Folkeparti har Venstre stillet sig positiv overfor gruppeeksamen som en evalueringsmulighed blandt flere i uddannelsesvæsenet.

SF har medvirket til undervisningsminister Christine Antorinis beslutning om at genindføre gruppeeksamen, ikke ud fra behovet for at indføre tvungne fællesskaber, eller hjælpe dovne elever. Men fordi der er vigtigt at elever, som fremtidig arbejdskraft, bliver dygtige til at samarbejde.

Der er ikke tid til at møde nutidens og fremtidens krav om sociale kompetencer med et forældet og sort skolesyn. Tænk på hvor tit man får gode ideer i grupper ved kantinebordet, på arbejdet eller hjemme rundt om køkkenbordet. Vi er sociale væsner og gruppeeksamen er en måde at professionalisere det gode samarbejde.

Godt at Dansk Folkeparti er i trængt opposition og væk fra magten over uddannelsesvæsenet.

Er 22/7 et punktum for højrefløjens fremmedhad?

Vejle Amts Folkeblad, den 3. august 2011

Massakren på Utøya og bilbomben i regeringskvarteret i Oslo d. 22. juli markerer et nyt punkt i de sidste 10 års voldsomme debat om muslimer, national identitet og det multikulturelle samfund i Danmark, Norden og globalt.

Terrorangrebet udfordrer norske, men også danske partier til stillingtagen. Især Dansk Folkeparti og de kulturkristne meningsdannere er under pres for at forklare sig, da de værdimæssigt og begrebsmæssigt har flere sammenfald med Breiviks forestillingsverden.

Sognepræsten og journalisten Sørine Gotfredsen har virkelig betrådt en ny sti i en kronik i Berlingske ved at argumentere for, at vi i Danmark skal "bruge Breivik rigtigt". Hun skriver at hans instinktive had til de norske socialdemokrater stammer fra viljen til at forsvare Norge mod muslimske indvandrere, der truer landets kultur, folkelighed og dannelse. Endvidere understreger hun at det multikulturelle rummelige samfund er en naiv utopi.

Sørine Gottfredsen fremstiller Dansk Folkeparti som en bevægelse, der med sin retorik har forhindret en dansk udgave af Norges 22/7. Gotfredsen er så langt ude på den ekstreme højrefløj, at hun er i gang med at legitimere voldelig selvtægt, når det politiske system ikke skaber de ønskede forhold for den enkelte borger. Hun gentager Breiviks anklage om at centrum-venstre-politikere er en slags nationale forrædere, når de arbejder for et multikulturelt samfund.

Præstindens opfattelse og stærke sammenkædning af DF's retorik mod muslimer passer overhovedet ikke sammen med udmeldingen fra Pia Kjærsgaard, der i sit seneste Ugebrev pålægger Breivik et absolut individuelt ansvar, og hun afviser en lige linje mellem Breivik og Dansk Folkepartis retorik mod muslimer.

Pia Kjærsgaard er utroværdig, idet hun ikke vedgår sig sine partimedlemmernes anti-islamiske udtalelser, som f. eks. at muslimer målrettet reproducerer sig i hobetal, at de voldtager familiemedlemmer pr. tradition, og at Barak Obama er en præsident, der fremmer islamisk overtagelse af det amerikanske samfund. At Kjærsgaard fraskriver sig ethvert politisk ansvar for højreekstrem retorik, samtidig med at hun aktivt arbejder for at afskaffe racisme-paragraffen, understreger størrelsen af hendes politiske dobbeltspil.

Det vi kan lære af 22/7 er, at vi må rydde op i de forskruede højrenationale frygt-og had-forestillinger. Nu må vi imødegå ideen om at aggressive muslimer vil overtage de vestlige samfund, der forrådes af utopiske og naive centrum-venstre-fløjs politikere. I Norge har Fremskritspartiets leder, Siv Jensen, erkendt medansvaret for den afsporede indvandrer-debat - hvilket Pia Kjærsgaard opfatter som mangel på politisk rygrad.

Den kommende folketingsvalgkamp bliver prøvestenen for, om der skal sættes punktum for Breiviks ideer og højrefløjens fremmedhad.

Hvorfor dog så anti-tysk?

Vejle Amts Folkeblad, den 22. juni 2011

Dansk Folkeparti har i disse uger spændt Danmark og vores nærmeste naboer for deres nationalistiske vogn, som kører løs i samtlige danske medier. Senest har Jesper Langballe forsvaret parti-formand Pia Kjærsgaard i et aggressivt gensvar til Venstres Birthe Rønn Hornbech. Det er mildt sagt forbløffende, at der hersker en så anti-tysk linje i Dansk Folkeparti.

Hvordan kan Langballe karakterisere Tyskland som en neurotisk nation, der bestandigt forfølges af sin nazistiske fortid? Det virker i så fald uforklarligt, at man som dansk turist i Berlins centrum kan opleve Brandenburger Tor, den amerikanske ambassade, Holocaust-mindesmærket og et sovjetisk mindesmærke over faldne russiske soldater inden for én kvadratkilometer.

Hvis tyskerne led af nazineuroser, så virker det underligt, at Tyskland producerer store film om deres periode under 2. Verdenskrig som "Der Untergang" om de sidste majdage i Berlin 1945 eller "Stalingrad" om vanviddet i østfelttoget mod Sovjetunionen. Kort sagt: Tyskerne arbejder særdeles aktivt med deres nationale identitet via utallige film, bøger og mindesmærker.

At Tyskland oven i købet skulle hade sin egen fortid og selvhadet til nabo-landene, når der formuleres nationalistisk politik, som DF hævder i disse dage, er en pervertering af den løbende dialog mellem respekterede naboer. Tyskerne adresserer jo den danske regering og DF, fordi de seriøst arbejder for et sammentømret Europa, der for tiden er udfordret af økonomisk krise, arbejdsløshed og integrationen af de mange nye medlemslande.

Langballe er ude på populistisk lystfiskeri, når han prøver at isolere de tyske politiske repræsentanter ved at påstå, at de udgør en elite, der ikke forstår deres egen befolknings bekymring over f. eks. polske biltyve i det tidligere Østtyskland.

De tyske politikere tænker i europæisk fælles ansvar for at tackle de fælles europæiske problemer, når de markerer over for DF, der er med-ansvarlig for de sidste 10 år dansk indenrigs-og udenrigspolitik. Så det politiske pres på DF er velvalgt og viser, at udlandet fint aflæser magtbalancen mellem VK og DF.

Når folketingsvalget kommer, skal vi huske på, hvorledes DF forpester det livsvigtige forhold til Tyskland, som aftager en stor del af vores eksport, giver os kulturimpulser fra Berlin og sikrer økonomisk stabilitet i Europa.

Det er tvingende nødvendigt, at DF reduceres politisk, så vi ikke fanges i national provinsialisme og negative stereotyper, der blokerer internationalt samarbejde.

Styrer DF dansk udenrigspolitik?

Fredericia Dagblad, den 11. juni 2011

Dansk Folkepartis repræsentanter har i disse uger travlt med at argumentere for fornuften i deres grænsestramninger.

At VK er lammet pga. grænsestramningen er prisen for at 2020-planen kan stemmes hjem, giver hele Danmark problemer i forhold til Tyskland, der markant er utilfredse med grænseændringen.

Her er svaret fra Pia Kjærsgaard ubønhørligt og arrogant. Den tyske ambassadør i Danmark, Christoph Jessen skal ikke mugge i offentligheden, men ordne det i enerum med den danske udenrigsminister (Hvor er Lene Espersen henne?) Desuden messer ambassadøren følelsesladet om nationalisme, når han selv kommer fra et land, der har triste konsekvenser med i den historiske bagage.

Når DF'erne kører så politisk tonedøvt frem mod den tyske ambassadør og indenrigsminister så er det historisk helt urimeligt at slå Tyskland oven i hovedet med en dansk nationalisme, der ikke er holdbar i forhold til de gode erfaringer med Tysklands europæiske samarbejdsevne og fredsvilje efter 1945.

Senest har Kansler Angela Merkel garanteret en stor tysk økonomisk støtte til de problematiske middelhavsøkonomier i f. eks. Grækenland. Tyskland har også i de sidste mange årtier taget deres slæb med integration af store indvandrer-grupper fra især Tyrkiet.

Bevares det tyske engagement er ikke uden store indenrigspolitiske diskussioner, men der er aldrig tvivl om det tyske engagement i den europæiske integrationsproces, hvor fri bevægelighed af varer, kapital og arbejdskraft samt politisk samarbejdsevne er centralt.

Så Kjærsgaards hån og afvisning af de tyske repræsentanters kritik af Dansk Folkepartis højre-nationale projekt er gift for den dansk stats forhold til den tyske stat. Tyskland er historisk, økonomisk, politisk og kulturelt alt for vigtig til at DF kan skalte og valte med dette naboskab efter forgodtbefindende.

Derfor er tiden kommet til et dansk politisk og kulturelt opgør med Dansk Folkeparti, der repræsenterer et provinsielt, nationalistisk og chauvinistisk indenrigs- og udenrigspolitisk program.

Folkeskolen i limbo

Fredericia Dagblad, den 14. april 2011

Venstres og Konservatives politik på folkeskole-området er i et limbo. Det kunne betyde, at at regeringens folkeskole-reform klarer udfordringerne ved en lavere og lavere overligger.

Men nej, den oprindelige betydning af begrebet limbo er fra katolicismens middelalder-verden. Limbo skildrer det område af Dødsriget på grænsen til Helvede, som er opholdssted for dem, som uden egen skyld er lukket ude af Himmeriget, for eksempel udøbte børn.

Billedligt talt mangler VK reformen for folkeskolen at blive døbt; det vil sige stemt igennem på Christiansborg. Det skyldes flere selvforskyldte årsager.

For det første fører især Venstre en liberal macho-linje over for folkeskole-sektoren. Da det omdiskuterede rejsehold havde overstået sit 360 graders eftersyn, blev områdets parter kaldt til forhandlingsbordet. Da Lærernes Landsorganisation bl. a. kritiserede ideen om at løsne arbejdstids-aftalerne og indføre resultat-løn, blev de af den tidligere undervisningsminister Tina Nedergaard, dømt ude af forhandlingerne. Lærernes hovedforhandler, Anders Bondo Christensen, var helt i vildrede og kunne ikke forstå situationen.

Det måtte ende med en konflikt mellem den meget liberale Nedergaard og folkeskolelærerne, som troede, at de skulle medvirke til en fælles strategi. Nedergaard havde åbenbart glemt, at Venstre i sit eget reform-udspil mener, at det først og fremmest er skolernes ledelse og lærere, der skaber resultaterne.

En anden central gruppe på folkeskole-området er skolelederne. De blev af Nedergaard skoset for ikke at være mere reform-ivrige og for ikke at støtte Venstres reform-planer nok. Nedergaards kritik fik til sidst skoleledernes formand til at melde ud, at de gerne vil have lov til at lede skolerne uden parti-politisk indblanding. Så Nedergaard smed det politiske håndklæde i ringen.

Og limbo-følelsen har bredt sig i den borgerlige regering kort tid før det kommende folketingsvalg. Desværre har den nye undervisningsminister Troels Lund Poulsen ikke lært noget som helst af den stærkt liberale Nedergaard. Han fremturer med, at Socialdemokratiet skal medvirke til en folkeskolereform inden sommerferien.

Selvfølgelig hjælper de kommende regeringspartier S og SF ikke den limbo-ramte regering. Der skal nye kræfter til i Undervisningsministeriet, som ikke opfører sig som et ideologisk tæskehold.