Hvorfor dog så anti-tysk?

Vejle Amts Folkeblad, den 22. juni 2011

Dansk Folkeparti har i disse uger spændt Danmark og vores nærmeste naboer for deres nationalistiske vogn, som kører løs i samtlige danske medier. Senest har Jesper Langballe forsvaret parti-formand Pia Kjærsgaard i et aggressivt gensvar til Venstres Birthe Rønn Hornbech. Det er mildt sagt forbløffende, at der hersker en så anti-tysk linje i Dansk Folkeparti.

Hvordan kan Langballe karakterisere Tyskland som en neurotisk nation, der bestandigt forfølges af sin nazistiske fortid? Det virker i så fald uforklarligt, at man som dansk turist i Berlins centrum kan opleve Brandenburger Tor, den amerikanske ambassade, Holocaust-mindesmærket og et sovjetisk mindesmærke over faldne russiske soldater inden for én kvadratkilometer.

Hvis tyskerne led af nazineuroser, så virker det underligt, at Tyskland producerer store film om deres periode under 2. Verdenskrig som "Der Untergang" om de sidste majdage i Berlin 1945 eller "Stalingrad" om vanviddet i østfelttoget mod Sovjetunionen. Kort sagt: Tyskerne arbejder særdeles aktivt med deres nationale identitet via utallige film, bøger og mindesmærker.

At Tyskland oven i købet skulle hade sin egen fortid og selvhadet til nabo-landene, når der formuleres nationalistisk politik, som DF hævder i disse dage, er en pervertering af den løbende dialog mellem respekterede naboer. Tyskerne adresserer jo den danske regering og DF, fordi de seriøst arbejder for et sammentømret Europa, der for tiden er udfordret af økonomisk krise, arbejdsløshed og integrationen af de mange nye medlemslande.

Langballe er ude på populistisk lystfiskeri, når han prøver at isolere de tyske politiske repræsentanter ved at påstå, at de udgør en elite, der ikke forstår deres egen befolknings bekymring over f. eks. polske biltyve i det tidligere Østtyskland.

De tyske politikere tænker i europæisk fælles ansvar for at tackle de fælles europæiske problemer, når de markerer over for DF, der er med-ansvarlig for de sidste 10 år dansk indenrigs-og udenrigspolitik. Så det politiske pres på DF er velvalgt og viser, at udlandet fint aflæser magtbalancen mellem VK og DF.

Når folketingsvalget kommer, skal vi huske på, hvorledes DF forpester det livsvigtige forhold til Tyskland, som aftager en stor del af vores eksport, giver os kulturimpulser fra Berlin og sikrer økonomisk stabilitet i Europa.

Det er tvingende nødvendigt, at DF reduceres politisk, så vi ikke fanges i national provinsialisme og negative stereotyper, der blokerer internationalt samarbejde.

Styrer DF dansk udenrigspolitik?

Fredericia Dagblad, den 11. juni 2011

Dansk Folkepartis repræsentanter har i disse uger travlt med at argumentere for fornuften i deres grænsestramninger.

At VK er lammet pga. grænsestramningen er prisen for at 2020-planen kan stemmes hjem, giver hele Danmark problemer i forhold til Tyskland, der markant er utilfredse med grænseændringen.

Her er svaret fra Pia Kjærsgaard ubønhørligt og arrogant. Den tyske ambassadør i Danmark, Christoph Jessen skal ikke mugge i offentligheden, men ordne det i enerum med den danske udenrigsminister (Hvor er Lene Espersen henne?) Desuden messer ambassadøren følelsesladet om nationalisme, når han selv kommer fra et land, der har triste konsekvenser med i den historiske bagage.

Når DF'erne kører så politisk tonedøvt frem mod den tyske ambassadør og indenrigsminister så er det historisk helt urimeligt at slå Tyskland oven i hovedet med en dansk nationalisme, der ikke er holdbar i forhold til de gode erfaringer med Tysklands europæiske samarbejdsevne og fredsvilje efter 1945.

Senest har Kansler Angela Merkel garanteret en stor tysk økonomisk støtte til de problematiske middelhavsøkonomier i f. eks. Grækenland. Tyskland har også i de sidste mange årtier taget deres slæb med integration af store indvandrer-grupper fra især Tyrkiet.

Bevares det tyske engagement er ikke uden store indenrigspolitiske diskussioner, men der er aldrig tvivl om det tyske engagement i den europæiske integrationsproces, hvor fri bevægelighed af varer, kapital og arbejdskraft samt politisk samarbejdsevne er centralt.

Så Kjærsgaards hån og afvisning af de tyske repræsentanters kritik af Dansk Folkepartis højre-nationale projekt er gift for den dansk stats forhold til den tyske stat. Tyskland er historisk, økonomisk, politisk og kulturelt alt for vigtig til at DF kan skalte og valte med dette naboskab efter forgodtbefindende.

Derfor er tiden kommet til et dansk politisk og kulturelt opgør med Dansk Folkeparti, der repræsenterer et provinsielt, nationalistisk og chauvinistisk indenrigs- og udenrigspolitisk program.