mandag den 24. oktober 2011

Gruppeeksamen - ja tak

Fredericia Dagblad, den 24. oktober 2011

Den nye regering er ikke kommet flyvende fra start, da det parlamentariske grundlag ikke artede sig som SF ønskede. Men en ting er sikker - det er at valgkampens resultat understregede, at de sidste 10 år med Dansk Folkeparti som dominerende politisk parti er ovre. I valgkampen brød Konservativt Folkeparti ud af DF's politiske greb skarpt efterfulgt af Venstre.

Dermed brast VOK-konstellationen, som Pia Kjærsgaard yndede at kalde det borgerlige samarbejde, itu og isolerede det højre-nationale parti. Med den pointe in mente er det helt tidssvarende at læse Alex Ahrendtsens afvisning af gruppe-eksamen i det danske undervisningssystem. Helt efter partibogen skitserer han genindførelsen af gruppeeksamen som en mulighed for de svage elever at gemme sig og en forhindring for stærke elever at vise deres evner. At Dansk Folkeparti er et traditionelt tænkende og tilbageskuende parti understreges i argumentationen hos Ahrendtsen.

Elever og studerende arbejder mange timer af deres uddannelses-tid i grupper, når der laves projekter og større opgaver. Det er en naturlig del af deres forskellige arbejdsformer. Gruppearbejdet er naturligt ligesom individuelt arbejde. Ved ikke at have gruppe-eksamen kommer eleverne til at forstå gruppe-arbejdet som mindre vigtigt end individuelt arbejde. Derfor hilser SF genetableringen af gruppeeksamen velkommen.

Team-, gruppe-, og projektarbejde eksisterer også i stor stil hos det private erhvervsliv, hvor evnen til at indgå i sociale relationer er helt grundlæggende for at dele og formidle kompliceret viden til andre medarbejdere og aftagere af produkter.

Ved at fastholde den afvisende holdning til gruppeeksamen fremstår Dansk Folkeparti som et dogmatisk parti som modarbejder et erhvervsliv som søger at skabe en effektivt samarbejdende medarbejderstab. Helt i tråd med den politiske isolation af Dansk Folkeparti har Venstre stillet sig positiv overfor gruppeeksamen som en evalueringsmulighed blandt flere i uddannelsesvæsenet.

SF har medvirket til undervisningsminister Christine Antorinis beslutning om at genindføre gruppeeksamen, ikke ud fra behovet for at indføre tvungne fællesskaber, eller hjælpe dovne elever. Men fordi der er vigtigt at elever, som fremtidig arbejdskraft, bliver dygtige til at samarbejde.

Der er ikke tid til at møde nutidens og fremtidens krav om sociale kompetencer med et forældet og sort skolesyn. Tænk på hvor tit man får gode ideer i grupper ved kantinebordet, på arbejdet eller hjemme rundt om køkkenbordet. Vi er sociale væsner og gruppeeksamen er en måde at professionalisere det gode samarbejde.

Godt at Dansk Folkeparti er i trængt opposition og væk fra magten over uddannelsesvæsenet.