fredag den 30. november 2012

Idrætsbørnehave: Ord er godt - handling er bedre

Fredericia Dagblad, den 30. november 2012

Et borgerligt flertal i børne- og ungdomsudvalget lukkede idrætsbørnehaven „Ta' Fat" i Fredericia med virkning fra august 2013. Nedlægningen af institutionen kommer oveni de aktuelle forhandlinger om den fremtidige vision 2013-2016 mellem de borgerlige og SF-S.

Hvordan skal nedlæggelsen tolkes? Er det en ren og skær kortsigtet økonomisk nødvendighed, eller er det fordi, de borgerlige byrådspolitikere ikke reelt ønsker at arbejde langsigtet med at styrke indsatsen for aktive børn fra børnehave-alderen og frem? I det borgerlige oplæg til en ny børne-og ungepolitik 2013-2016 mangler der ikke ambitioner, hvad angår fysiske aktiviteter hos vores 0-18-årige i kommunen.

Under punktet sundhed og fysisk udfoldelse formuleres det, at „sunde og glade børn leger bedst, derfor skal der i alle overgange være fokus på at arbejde sammen i lokalområderne for at understøtte børn og unges trivsel og udvikling."
Senere i oplægget hedder det: „"Fysisk udfoldelse i form af leg og idræt skal være et integreret element i alle pædagogiske tilbud.. Gennem partnerskaber og samarbejde skal attraktive idræts-aktiviteter og uderum udformes, så de motiverer børn og unge til at bruge kroppen".

Normalt er jeg ikke meget for at citere så lange passager fra konkurrende partiers visioner, men her må
konstateres et frontalt sammenstød mellem visionens ord og de faktiske politiske handlinger.

SF-S ønsker en langt mere systematisk og konsekvent politik på bevægelse for de 0-18-årige. Her er aktivitetsniveauet for børnene i dagtilbuddet afgørende, da der her grundlægges bevægelses-glæde som bringes videre ind i ungdomsårene.

At der er en sammenhæng mellem manglende idræts- og bevægelsevaner i forhold til at hver syvende elev i fredericias folkeskoler er overvægtig er oplagt. Derfor må de borgerlige forklare, hvorfor lukningen af „Ta' Fat" er besluttet.

SF-S ønsker at bevare idrætsbørnehaven „Ta' Fat, da beliggenheden er optimal i forhold til adgangen til hallerne, og fordi et dygtigt og engageret personale har opbygget en viden om bevægelse hos børnehavebørn. Indsatsen for sunde børn skal ikke indskrænkes, men udvides.

Kære borgerlige: Hvad er vigtigst: flotte ord i en vision eller konkret handling?

torsdag den 25. oktober 2012

SF har sat holdet

Fredericia Dagblad, den 25. oktober 2012


Godt 20 medlemmer i SF's lokale partiforening var i aftes med til at sætte spidsen af holdet til den kommende kommunale valgkamp.

Mens Ivan Toftgaard for et par uger siden slog fast, at han efter 30 år takker af for politisk arbejde i byrådet, så har både Jane Findahl, Marianne Thomsen og Gunver Majgaard mod på mere. Jacob Arndt der blev valgt ved byrådsvalget i 2009 har orlov og den har han besluttet at forlænge frem til valget, hvor han ikke genopstiller.

- Han kan ikke få det til at hænge sammen med sin virksomhed og familieliv, siger Jane Findahl.

Men det har ikke været svært at finde nye kandidater, og Jane Findahl glæder sig over at kunne stille med et stærkt hold. Jane Findahl blev allerede på partiets generalforsamling i foråret udpeget som spidskandidat. I aftes gjaldt det de øvrige fem øverste på stemmesedlen. SF opstiller sine kandidater i den rækkefølge medlemmerne beslutter.

Nummer to på listen blev byrådsmedlem Marianne Thomsen, derefter byrådsmedlem Gunver Majgaard. Derefter følger gymnasielærer Tommy Skov, formand for transportgruppen i 3F Flemming Overgaard, og skolesekretær Lea Nydahl Lyberth. Alle tre er nye på SF's liste.

Strategi lægges
De seks spidskandidater danner nu kernen i en arbejdsgruppe, der skal planlægge partiets valgkamp.

- De seks udgør en fantastisk kombination af erfaring fra mange års byrådsarbejde og nye folk med masser af god energi og idérigdom til den kommende valgkamp siger lokalformand Lars Olesen.


SF vælger de sidste kandidater på listen på generalforsamlingen i februar 2013.