mandag den 15. juli 2013

Fredericia som udkantskommune

Fredericia Dagblad, den 15. juli 2013

Det er sommer, men midt i den glade ferietid er der en negativ nyhed, som Fredericia som by, kommune og lokalsamfund er nødt til at tage aktivt stilling til, når det bliver dagligdag igen.

Dansk Erhverv, der er et slags handelskammer, har lavet et indeks på landets 98 kommuner. I en opgørelse ud fra 10 parametre med fokus på arbejdsmarkedsforhold, kriminalitet og uddannelse placerer Fredericia sig katastrofalt i bunden på plads nummer 89. Hvad værre er: Fredericia ryger baglæns, idet vi lå nummer 84 i 2007.

I SF Fredericia tager vi det yderst alvorligt, at byen placerer sig i kommune-grupperingen "den egentlige udkant" med Ishøj, Lolland, Kalundborg og Langeland m.fl.

Det er ikke for at være usolidarisk med de andre udkantskommuner, men vi har som kommune i et
vækstområde alvorlige problemer, når vi nævnes sammen med kommuner, hvor alle ved, at finanskrisen fra 2008 har ramt hårdest. Fredericia får desuden klart baghjul af alle nabokommunerne, hvor Hedensted er nr. 12, Middelfart nr. 34, Vejle nr. 50 og Kolding nr. 55.

Hvad kan vi så gøre for at komme frem til en bedre placering i kommune-indekset? For det først skal vi ikke forfalde til klynkeri over, at Fredericias indbyggere har brug for voksenuddannelser, at der er mange langtidsledige, samt at jobcenteret ikke er en effektiv institution til at fremme job og uddannelse.

Vi må ud og lære mere "best practice" af de andre kommuner, som flytter deres udfordringer til mere positive forhold.

Her kan nævnes Herlev Kommune, hvor jobcenteret er overtaget af kommunen, og de ansatte har baggrund i de private virksomheder. Eller Helsingør, hvor jobcenteret håndterer bureaukratiet, mens borgerne serviceres, og der er klippekort til jobcenterets muligheder.

På den måde kan vi give større frihed og medansvar til borgeren, der søger tilbage på arbejdsmarkedet.

Fredericia har også en udfordring i at øge sundheden for den ældre del af befolkningen. Det er ikke nok at øge middellevetiden. Der skal være kvalitet i leveårene efter perioden på arbejdsmarkedet.

Vi skal som kommune have videreudviklet vindermentaliteten hos vores børn og unge. Folkeskolen er en vigtig faktor for, at det kan lykkedes. Omlægningen til de nye distrikter, holddannelser og linjer skal give lysten til et aktivt valg af ungdomsuddannelse. En større procentdel af ungdomsårgangen skal meget gerne tilskyndes til at søge den tekniske ungdomsuddannelse.

SF Fredericia vil arbejde for at flytte kommunen til en højere placering i indekset.

Lad os diskutere det frem mod valget d. 19. november og blive enige om en målrettet indsats, hvor flest mulige trækker på samme hammel. Det fortjener byen.

onsdag den 10. juli 2013

Øget ulighed er ikke løsningen

Fredericia Dagblad, den 10. juli 2013

De mange reformer i foråret er begyndt at synke ind i det politiske system, forvaltningen samt ud til borgerne. Konkret er det reformer af SU, kontanthjælp, dagpenge samt "Vækstplan DK".

Det har fået økonomiminister Margrethe Vestager til at erkende, at uligheden er øget under den siddende regering. Retfærdiggørelsen af den øgede økonomiske ulighed, der trækker modsat af det formulerede regeringsgrundlag, er, at der skal spares på de offentlige udgifter samt investeres i at skabe arbejdspladser.

Som SF'er gør det selvfølgelig ondt at skulle lægge politisk ryg til en forøgelse af den økonomiske ulighed. SF-argumentationen om, at man ved sin regerings-deltagelse er med til at forhindre værre scenarier såsom principiel forskelsbehandling ved optagelse på uddannelsesstederne og sygdomsbehandling, fordi der kan komme brugerbetaling, holder ikke i længden.

I sidste ende er SF med til at stemme reformerne igennem og må påtage sig det politiske ansvar. Når SF sidder med ved forhandlings-bordet, må vi bare være endnu skarpere til at imødegå de radikales social-liberalisme, som lægger endnu mere vægt på individet, end SF, der i højere grad arbejder for, at fællesskabet styrker individets muligheder.

Når den kommunale valgkamp for alvor kommer op i gear fra august, bliver det interessant at se, hvorledes Venstre lokalt vil prioritere nedskæringerne i velfærden.

Lars Løkke Rasmussens udmelding om nul-vækst i den kommunale sektor vil medføre markant øget ulighed. Lokalt kan Venstre ikke klare sig med den ideologiske slåen på tromme. I det nære samfund kommer den øgede ulighed som følge af nul-væksten til at blive synlig i især de udsatte boligområder, hvor der lige nu sker en massiv indsats for at styrke uddannelse, sundhed og boligkvalitet.

SF arbejder nationalt og lokalt for at sikre flest mulige ressourcer til så mange som overhovedet muligt.

Det er ikke det samme som, at velfærden er et tag-selvbord, hvor borgeren lulles i søvn, som Lars Løkke Rasmussen påstår. Skattekronerne skal ud og arbejde aktivt, så vi får god kommunal service for alle borgerne. Både dem som er i arbejde, under uddannelse og uden arbejde.

Så nej, øget ulighed er ikke løsningen på vores udfordringer. SF arbejder for god velfærd, som betyder høj grad af lighed og dermed tryghed i et stærkt fællesskab.

onsdag den 3. juli 2013

Mere idræt styrker børn og unge

Elbo Bladet, den 3. juli 2013

Udspillet til folkeskolereformen er endelig kommet i omløb, så alle kan se, hvad der skal arbejdes med, når økonomien i reformen kommer på plads. I SF Fredericia glæder vi os rigtig meget til at arbejde med at få idræt, motion og bevægelse til at fungere ude på skolerne. Eleverne skal hver dag bevæge sig 45 minutter, og når det er mere sammenhængende aktiviteter, kan det med fordel gøres sammen med idrætsforeningerne.

Folkeskolen skal fremadrettet være med til at mindske betydningen af den sociale baggrund i forhold til de faglige resultater. Det må man forstå således, at skolerne er med til at introducere foreningsidræt gerne i et samarbejde med forældrene i skolebestyrelserne og generelt i forældrekredsen. Ambitionsniveauet for idrætsfaget får et historisk løft, idet der kommer en afsluttende prøve i 9. klasse, hvor idræt udtrækkes på linje med de øvrige fag.

Det er ikke altid politikerne løber foran udviklingen med visionerne, men her har Fredericia Byråd vist rettidig omhu ved at have Børne & Ungevisionen for 2013-2016 på plads. Her er der fokus på sundhedsarbejdet, og det er målet, at børn og unge er fysisk sunde og i god trivsel. Alle skal have lige muligheder for sundhed, og der læres på motiverende måder gennem kroppen ved f. eks. at hoppe regnestykker i indskolingen.

Visionen formulerer, at der i de mange overgange i folkeskolen skal arbejdes sammen i lokalområderne for at understøtte børn og unges trivsel. I den sunde livsstil, fysisk og psykisk, fremmes fokus på sunde kostvaner, rygning, alkohol og en fornuftig seksuel adfærd.

Her er samarbejdet med den organiserede og uorganiserede idræt helt central, når det handler om fokus på det gode børne-og ungeliv. Konkret måles der på, om der kommer flere motorisk velfungerende elever, og om en voksende andel af Fredericias unge deltager i det organiserede fritidsliv. SF Fredericia ser det som en banebrydende mulighed for at flytte vores udfordringer med unges livsstilsproblemer, at folkeskolen opruster med mere bevægelse og idræt. Vi hilser det øgede samarbejde mellem distriktsskolerne, fællesskolebestyrelserne, idrætsforeningerne og de uorganiserede aktive velkommen. Nu skal overvægten længere ned og livskvaliteten højere op sammen med Fredericias børn og unge -og gerne med et smil på læben.


Ivan Toftgaard, byrådsmedlem for SF og medlem af sundhedsudvalget Tommy Skov, Byrådskandidat for SF i Fredericia.