torsdag den 24. oktober 2013

Idræt : Fredericia med rigtig dårlig måling

Vejle Amts Folkeblad, 24. oktober 2013

Her i Fredericia får man indtryk af, at kommunens idrætsliv fungerer tilfredsstillende, men ofte er det sundt og desværre også til tider overraskende, at andre udefra kaster et kritisk blik på de lokale forhold.

Det er sket med Dansk Idrætsforbunds undersøgelse af de kommunale rammer for idrætslivet. Her scorer Fredericia katastrofalt lavt med en samlet 89.-plads ud af 93 kommuner. Målingen er bredt anlagt med fokus på økonomi, faciliteter, frivillighed og idrætspolitik. I alt er der målt på 22 parametre, og undersøgelsen virker meget gennemarbejdet.

Derfor er det uforståeligt, at det borgerlige flertal i kultur-og fritidsudvalget nedstemte SF's forslag om, at Fredericia arbejder for at blive en modelkommune i et projekt med breddeidrætskommuner under Kulturministeriet og Nordea Fonden.

Hvad var begrundelsen egentlig for, at vi ikke skulle tilslutte os de andre 36 kommuner, der har fokus på at løfte breddeidrætten? Begrundelsen fra den borgerlige fløj var mangel på ressourcer.

Pointen ved DIF-undersøgelsen er netop, at gode vilkår for idrætslivet i kommunerne ikke kun er et spørgsmål om penge.

F. eks. scorer Fredericia lige nøjagtig dårlige tal på foreningernes vurdering af kommunens anerkendelse af frivilligheden med en plads som nr. 77 ud af de 93 kommuner.

Endnu værre bliver det med foreningernes gennemsnitlige vurdering af den kommunale service og samarbejde med plads 85 ud af 93 mulige. Helt slemt står det til med medlemstallet for de 0-18-årige, hvor vi ender som nr. 92.

Placeringen samlet og under de enkelte parametre er ikke acceptabel. SF-Fredericia vil spørge ind til undersøgelsen ved det næstkommende møde i kultur-og fritidsudvalget. Desuden ser vi frem til debatmødet med de Samvirkende Idrætsklubber Fredericia (SIF) den 7. november.

Det kan kun blive bedre herfra. Vi skal i gang med at gøre det meget bedre for idrætslivet - alle gode kræfter skal i spil.

onsdag den 23. oktober 2013

Landsbyerne i Fredericia er en styrke for kommunen

Elbo Bladet, den 23. oktober 2013

Landsbyerne i Danmark er under pres pga. vigende offentlige budgetter og vandringen fra land til by. Men der er et stort potentiale i landsbyerne af flere grunde Landsbyerne rummer attraktive byggegrunde, i grønne områder, der rummer potentiale for at de mange indpendlere i Fredericia kan overveje at skifte adresse og bosætte sig. Kommunen skal understøtte det lokale salgsarbejde effektivt. 

Desuden tilbyder landsbyerne et synligt og engagerende landsbyfællesskab. Det viser sig tydeligt når Skærbæk beboerforening holder byfest eller når Bredstrup Pjedsted holder åben landsby. Det er solide aktiviteter, som er gennemført med mange ildsjæle, der formår at engagere deres nærmeste naboer og landsbyer -det er et forbillede for at byfester osv. ikke altid skal arrangeres af det offentlige 

Landsbyerne rummer også muligheder for idrætsaktiviteter, hvilket klart ses i Taulov, Bøgeskov, Trelde, Erritsø og Bredstrup Pjedsted. De lokale haller er stærke idræts-kulturelle omdrejningspunkter, hvor generationer vokser op med mange idrætslige valgmuligheder.

Hallerne skal plejes og udvikles - gerne i samarbejde med kommunen Sidst, men ikke mindst, eksisterer der trods butiksdød og skolelukninger, en selvstændighedskultur med tradition for iværksætteri - hvor små og mellemstore virksomheder har rødder i landsbyerne eller, hvor der etableres kunstnerværksteder og udstillingsrum. Iværksætteriet skal understøttes af kommunens Erhvervsafdeling så alle muligheder forfølges for at skabe arbejdspladser.

Udfordringerne, i forhold til udviklingen af landsbyerne, er at skabe en bedre balance mellem land- og bykultur i Fredericia så kulturerne bedre beriger hinanden med de forskellige styrker der findes i den hurtige bykultur og den langsommere landkultur Den offentlige service er relativt dyrere i landområderne da befolkningen er mere tyndt repræsenteret - der skal hele tiden arbejdes med at optimere mulighederne for at udnytte ressourcerne bedst muligt. F. eks. kan der stilles spørgsmålstegn ved om en landsby skal have to småbørns-institutioner og egen skole 

Der må arbejdes for at transport til og fra landsbyerne skal være let tilgængelig f. eks. i form at cykelstier, der binder kommunen sammen for de to-hjulede. SF-Fredericia mener arbejdet med cyklisme alvorligt. Det ses af at der i budgettet 2013 er afsat 8 mio. til cykelsti-anlæg. Det er vigtigt at der arbejdes løbende med en fornuftig busdrift, der er tilpasset de lokale behov Kontakten med Byrådet og embedsmandsværket i administrationen skal styrkes -det er ingen undskyldning at der er langt ud til lokalsamfundene når vores nye teknologier står til rådighed. Indstillingen skal være sådan at landsbyernes ve og vel er lige så central i beslutningstagernes horisont som Fredericia og Danmark C.


SF-Fredericia ser landsby-samfundene som en vigtig værdi for hele kommunen og vi ser frem til at høre budskaberne når der er Landsby-topmøde i Bredstrup Pjedsted torsdag den 24.10.

fredag den 18. oktober 2013

Ringe placering for Fredericia som idrætskommune

Ny undersøgelse fra Dansk Idrætsforbund (DIF) placerer Fredericia i bunden

Fredericia Kommune placerer sig samlet meget ringe i en dugfrisk idrætsundersøgelse lavet af Dansk Idrætsforbund, DIF. På baggrund af 22 parametre, fordelt på økonomi, idrætsfaciliteter, frivillighed og idrætspolitik, placerer Fredericia Kommune sig som nr. 89 ud af 93 kommuner.

Det er meget nedslående for vores kommune og sætter det borgerlige nej til Fredericia som breddeidræts-kommune i et uforklarligt lys. Er det fordi de borgerlige ikke kender til idrætsforholdene eller hvad?

SF-Fredericia vil forfølge årsagerne til den dårlige placering i valgkampen frem mod den 19. november og ind i den næste byrådsperiode. 

Tjek selv de alarmerende tal i undersøgelsen her:

lørdag den 5. oktober 2013

Borgerlige stemmer nej til mere breddeidræt

Fredericia Dagblad, den 4. oktober 2013

SF-Fredericia stillede i juli måned forslag i Kultur- og Fritidsudvalget om at Fredericia fra 1.oktober deltager i udviklingen af mere idræt for alle. Ideen er støttet af Kulturministeriet og Nordea-fonden, der har udbudt en 50-50-ordning, hvor de deltagende kommuner får fordoblet deres økonomiske investeringer i idrætsarbejdet. I alt er der afsat 20 mio. kroner til det velafprøvede idrætsprojekt som på baggrund af en tidligere periode, fra 2009, har fået meget positive evalueringer. Her er der igangsat 66 nye projekter i nye breddeidrætstilbud.

Men det borgerlige flertal i Kultur- og Fritidsudvalget stemte SF og S ned med argumentet om mangel på ressourcer. Det er en kortsigtet argumentation af følgende grunde:

For det første er det en god anledning for Kommunen til at samle de gode kræfter ude i idrætsforeningerne og stikker en finger i jorden for at høre til de nye ideer, der får flere borgere i gang med fysiske aktiviteter. Kultur- og Fritidsforvaltningen med Idræts-sekretariatet laver et godt stykke arbejde, men her var en god anledning til at vende gamle og nye ideer til igangsætning af mere breddeidræt. F.eks. kunne det være spændende at afprøve tilbud, hvor flere aldersgrupper mikses eller lave løbetræning på tværs af idrætsgrenene. Breddeidrætten er altså ikke kun et spørgsmål om at støtte unge i Korskær- og Sønderparken. Målgruppen er alle Fredericias borgere; unge, gamle, begge køn og i alle bydelene.

For det andet er der også det økonomiske motiv ved at Fredericia fik mere ud af investeringerne i aktiviteterne. Og så i samarbejde med de andre 36 kommuner, der har sagt ja til arbejde med breddeidrætten. Her kommer der sikkert et iderigt netværk op at køre med formelle og uformelle kontakter på tværs af kommunegrænserne.

For det tredje er der en stor kommende opgave med skolereformen fra august 2014.
Her er der krav om at eleverne skal bevæge sig 45 min. i løbet af skoledagen. Uanset om det borgerlige flertal ønsker det eller ej bliver det et kommunalt indsatsområde at løfte et nyt intenst samarbejde mellem de lokale idrætsforeninger og vores folkeskoler.
Så udfordringen her forsvinder ikke med et nej - tværtimod udskydes arbejdet med at udbygge samarbejdet mellem breddeidrætten og vores folkeskole.

Et nej til mere idræt for alle skal ikke være en gratis omgang for de borgerlige, hvor det forsvinder i den politiske glemmebog. Borgerne har heldigvis muligheden for at kvittere for nej'et ved at sørge for at stemme på et nyt flertal i byrådet, der kan styrke breddeidrætten med alle midler.
Vi skal som kommune kende vores besøgstid når landsdækkende projekter tilbyder muligheden for videreudvikling af idrætsområdet.
SF-Fredericia vil med Socialdemokraterne fastholde breddeidrætten som et indsatsområde og arbejde for videreudvikling af idræt for alle.