Synspunkt i Fredericia Dagblad, 28. august 2009
Efter en sommeragurketid med fokus på kamphunde, burkaer og kulturkamp melder dagligdagen sig for mange. Det gør den også for 1.g’erne og 1.hf’erne i gymnasieskolen.
De oplever at blive proppet ind i klasselokaler i et rekordstort antal. Hvor må det være frustrerende at se frem til at påbegynde sin ungdomsuddannelse og have svært ved at lære alle
kammeraternes navne pga. det store antal.
Hvorfor kommer der så mange i gymnasieklasserne?
Den tilsyneladende usynlige hånd, der propper klasserne med elever, skyldes et kompliceret politisk og administrativt forløb. Undervisningsminister Bertel Haarder har det overordnede ansvar for det faglige og pædagogiske niveau for ungdomsuddannelserne.
Ved at stemme strukturreformen igennem fra 2005 var han med til at nedlægge amterne.
Dermed elimineredes de 14 amters strukturerer. Pludselig stod gymnasierne alene som institutioner og fik pålagt det statslige selveje. Selvejet matcher liberalismens mistillid til de
offentlige administrative og økonomiske fællesskaber.
VK-regeringen med DF udviser en tyrkertro på at den enkelte rektor ivrigt, i konkurrenceånden, optimerer sin organisation ud fra devisen om at amterne holdt dem i en faglig, pædagogisk og økonomisk spændetrøje.
For at kunne belønne effektive rektorer, der har succes med at give mange unge studenterhuer, er taxameter-systemet indført. Den tidligere amtslige styring af klassekvotienterne med et politisk vedtaget niveau på 28 elever i klasserne er fortid. Haarder vil ikke tage ansvaret for klassekvotienten, og dermed fristes rektorerne over evne til at indhente regeringens besparelser på gymnasiet ved at lave store klasser. Tænk nu på at hver ny klasse hurtigt koster rektoren 1.5 mio i umiddelbare udgifter på skolebudgettet.
Der kom skolebestyrelser med strukturreformen sammensat af erhvervsfolk, lokalpolitikere og
forældre. Kunne de så ikke trække i nødbremsen over for rektor og genetablere klassestørrelser på 28 elever?
Umiddelbart må det konstateres, at de støtter rektorernes proppestrategi og det økonomiske
rationale på undervisningskvaliteten. Det er skuffende at bestyrelserne ikke tænker nok på elevernes og lærernes arbejdsmiljø. I stedet fremstår bestyrelserne som uengagerede i gymnasiernes kerneydelse: undervisning.
Deres fokus er for meget på udvikling af skolernes profiler med internationalisering, naturvidenskablighed, sport osv. Bestyrelserne
må sætte sig ind i den almindelige undervisningshverdag og begynde at regne på lærerens formindskede tid til den enkelte elev, når de støtter klasser på 30 elever.
Dette uddannelsespolitiske abespil om hvem der har ansvaret for de store klasser må indstilles. SF arbejder for et loft på 28 elever og en undervisningsminister, der tager ansvaret for gymnasiesektorens samlede udvikling.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar