Fredericia Dagblad, den 3. juni 2013
Mange danskere kan ved familie-sammenkoster fortælle om arbejdet med at være frivillig. Det er et engagement, som er et særtræk ved vores lokalsamfund.
Der findes over 101.000 frivillige organisationer. I 1990 blev der registreret 26 pct. af befolkningen som frivillige, 1998 -34 pct. og 2008 -37 pct. Det frivillige arbejde spænder meget bredt -lige fra Røde Kors til gymnastikforeninger.
I SF er vi glade for de stærke fællesskaber, der skabes med det frivillige engagement. Det giver en social merværdi og udvikler lokale netværk. Det giver mening for både den frivillige og dem, som nyder godt af indsatsen. I de bedste tilfælde er det med til at opbløde grænserne mellem det offentliges bureaukrati og regulering efter regler i forhold til civilsamfundets non-profit med vægt på sociale relationer.
Men i værste tilfælde kan det være med til at skubbe lønnet professionel arbejdskraft væk fra den offentlige sektor. En trængt offentlig økonomi kan blive så presset, at der bliver gået på kompromis med fagligheden. Et aktuelt eksempel er det indstillede frikommuneforsøg i Fredericia, hvor det var meningen, at forældre skulle passe børn i børnehavernes ydertimer. Venstre stod for forslaget, men blev bremset, idet forsøget blev afvist.
Heldigvis kommer det sjældent så langt. Det gode frivillige arbejde i samarbejde med offentlige institutioner hviler på en klar rollefordeling mellem kerneydelser, der varetages af faguddannet personale, og de frivillige, som laver forskelligt støttende arbejde til gavn for de ældre, unge og børn. I dette gode samarbejde er kompetencefordelingen på plads, og de professionelle og frivillige skaber sammen forøget arbejdsglæde.
SF i Fredericia vil f. eks. støtte det frivillige arbejde i de mange idrætsforeninger som sætter et godt præg på byens foreningsliv. Det er vigtigt, at breddeidrætten fungerer, idet der her sikres sundhed, integration og socialt overskud i lokalsamfundene. Støtten gælder bredt fra halprojekter, fritidspas og instruktøruddannelser.
SF vil i byrådet arbejde aktivt for de gode rammer for det vigtige frivillige arbejde i stærke fællesskaber.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar