søndag den 17. november 2013

Breddeidræt skal styrkes de næste 4 år

Fredericia Avisen, 17. november 2013

Tirsdag skal der sættes kryds ved kommunalvalget. I debatten har breddeidræt heldigvis fyldt meget, da det angår hverdagslivet for næsten alle børn og voksne i Fredericia

Ved debatmødet den 7. november, afholdt af de Samvirkende Idrætsklubber, var der ingen grænser for hvor positive de borgerlige debattører var overfor breddeidrætten. 

Det var nærmest en konkurrence i at overgå hinanden i lovprisning af det frivillige foreningsarbejde, vigtigheden af bevægelse osv.

Men denne nye positive sang passer slet ikke sammen med det borgerlige flertal, der på Kultur & Fritidsudvalgets møde den 24. september, stemte klart nej til at udvikle breddedrætten. Nedstemningen blokerede SF's forslag om at Fredericia skulle lægge billet ind på at blive breddeidrætskommune med deraf følgende mulighed for at få tildelt midler fra Kulturministeriet og Trygfonden.

De borgerlige udvalgsmedlemmer, der stod bag nej'et, har åbenbart ikke orienteret deres paneldebattører.
Eller måske satser de borgerlige på at fremføre en politisk kærlighedserklæring til breddeidrætten fordi borgerne er på vej ind i valglokalet?Kan vi i Fredericia stole på hvad de borgerlige mener skal ske for at flytte idrætten i vores by? 

Faktum er at Fredericia har en massiv opgave på idrætsområdet med at flytte byen væk fra den nedslående 90'ende plads ud af 93. Resultatet fremkom ved en DIF-undersøgelse af idrætspolitikken i landets kommuner.

SF-Fredericia vil holde de borgerlige fast på lovordene om støtte til breddeidrætten. Foreningerne skal kunne vurdere kommunens anerkendelse af de frivilliges arbejde, samarbejdsklimaet mellem foreninger og kommune, samt antallet af medlemmer i foreningerne, som hørende til blandt landets bedste.De Samvirkende Idrætsklubber er en nøglespiller til at koordinere de mange indsatser som skal sættes i gang så snart som muligt.

Giv din stemme til SF på tirsdag, så styrker du samtidig breddeidrætten i den kommende byrådsperiode.

lørdag den 9. november 2013

Truer borgerligt anarki igen?

Kære læser
Nej, indlægget herunder handler ikke om 16. november 2014, men en artikel fra 2009, hvor Thomas Banke vandt borgmesterposten i Fredericia. Gik det særlig godt? Døm selv og brug dit kryds 19. november til at vise om vi er færdige med Thomas Banke eller ej. Med hans direkte indtræden i valgkampens afgørende slutfase, ved aktivt at støtte Pernelle Jensen, vil han få stor indflydelse på de næste 4 år byrådsarbejde - Vil vi det?

Borgerligt anarki truer os efter 17. november

Læserbrev i Fredericia Dagblad, 16. november 2009

Så er valgkampen ved at være slut og en undersøgelse fra Fredericia Dagblad forudser en snæver valgsejr til de borgerlige i byrådet. Hvad kan man som borger i Fredericia så se frem til i de kommende 4 år?
 

For det første kører Thomas Banke, frem med en politik, der hviler på hurtige og overfladiske beslutninger, der skal komme individet til gode: Den ældre, folkeskoleeleven og barnet. Det harmonerer ikke med påstanden om at repræsentere et fællesskab - tænk lige på den landspolitiske udvikling hvor Venstre de sidste 8 år har sat individet højere end fællesskabet - har du som vælger lyst til mere af samme skuffe i Fredericia?
Thomas Banke har hede drømme om et systemskifte, men glemmer at hans eget parti sammen med Dansk Folkeparti har lagt kommunerne i et økonomisk jerngreb - Venstres spidskandidat kommer til at bo på Christiansborg, hvis han vil sikre Fredericia og landets øvrige 97 kommuner mere frihed og mulighed for at styrke det lokale fællesskab.

For det andet tegner et evt. borgerligt flertal sig til at bestå af populister, som samles under drømmen om at skære i Fredericia Kommunes administration, der ses som en fedekalv som har spist sig stor og ubevægelig på borgernes surt tjente indkomster. Det flyver med påstande om at der er masser af konsulenter, chefer og jurister, der plejer særinteresser og nærmest er imod god kommunal service. Selv folkeskolelærerne skal effektiviseres med 8 %.
Det er alt for politisk letkøbt bare at påstå at kommunen mangler udvikling og kun tager kortsigtede hensyn. Hele byen arbejder med Danmark C, Fredericia C, Midtbyplanen, "Idræt, leg og bevægelse" osv. Kom nu, borgerlige - I har stemt ja hele vejen igennem, hvorfor dømmer I nu lige pludselig byens udvikling ude? Det er ikke politisk troværdigt.

For det tredje vil et nyt borgerligt styre stå svækket i forhold til at realisere Fredericia C-visionen. Venstre er splittet og har kørt i to kampagnespor, hvor en Venstre-udbrydergruppe er meget kritiske over for et samlet byråds lukning af Fredericia Skibsværft. Dette, kombineret med et Konservativt Folkeparti der direkte kalder værftslukningen en skamplet, sår tvivl om Fredericia C-planens levedygtighed i et borgerligt ledet byråd.
Så kære vælger, overvej lige scenariet med en ung uerfaren borgmester der skal lede et borgerligt babelstårn af fri-riddere med hver sin drøm om at være bykonge. Det lyder ikke tillokkende.

En stemme på det eksisterende S-SF flertal sikrer politisk sammenhæng og udvikling i kommunen.