søndag den 17. november 2013

Breddeidræt skal styrkes de næste 4 år

Fredericia Avisen, 17. november 2013

Tirsdag skal der sættes kryds ved kommunalvalget. I debatten har breddeidræt heldigvis fyldt meget, da det angår hverdagslivet for næsten alle børn og voksne i Fredericia

Ved debatmødet den 7. november, afholdt af de Samvirkende Idrætsklubber, var der ingen grænser for hvor positive de borgerlige debattører var overfor breddeidrætten. 

Det var nærmest en konkurrence i at overgå hinanden i lovprisning af det frivillige foreningsarbejde, vigtigheden af bevægelse osv.

Men denne nye positive sang passer slet ikke sammen med det borgerlige flertal, der på Kultur & Fritidsudvalgets møde den 24. september, stemte klart nej til at udvikle breddedrætten. Nedstemningen blokerede SF's forslag om at Fredericia skulle lægge billet ind på at blive breddeidrætskommune med deraf følgende mulighed for at få tildelt midler fra Kulturministeriet og Trygfonden.

De borgerlige udvalgsmedlemmer, der stod bag nej'et, har åbenbart ikke orienteret deres paneldebattører.
Eller måske satser de borgerlige på at fremføre en politisk kærlighedserklæring til breddeidrætten fordi borgerne er på vej ind i valglokalet?Kan vi i Fredericia stole på hvad de borgerlige mener skal ske for at flytte idrætten i vores by? 

Faktum er at Fredericia har en massiv opgave på idrætsområdet med at flytte byen væk fra den nedslående 90'ende plads ud af 93. Resultatet fremkom ved en DIF-undersøgelse af idrætspolitikken i landets kommuner.

SF-Fredericia vil holde de borgerlige fast på lovordene om støtte til breddeidrætten. Foreningerne skal kunne vurdere kommunens anerkendelse af de frivilliges arbejde, samarbejdsklimaet mellem foreninger og kommune, samt antallet af medlemmer i foreningerne, som hørende til blandt landets bedste.De Samvirkende Idrætsklubber er en nøglespiller til at koordinere de mange indsatser som skal sættes i gang så snart som muligt.

Giv din stemme til SF på tirsdag, så styrker du samtidig breddeidrætten i den kommende byrådsperiode.

Ingen kommentarer: