mandag den 19. december 2005

Hjemmehjælper efter hudfarve

Læserbrev i Vejle Amts Folkeblad, 19. december 2005

Kommunalvalget er overstået, men den politiske udvikling står ikke stille. SF fik et ekstra mandat i Fredericia og gik frem fra 2 mandater til 3. Mindre bevågenhed fik fremgangen hos Dansk Folkeparti, der fordoblede sit mandattal fra 1 til 2. Derfor er det interessant at spørge til hvorledes de to nye byrødder fra DF forholder sig til at partiets socialordfører og formand for Christiansborgs Socialudvalg, Pia Kristensen, mener at ældre skal kunne ønske sig fri for hjemmehjælpere af udenlandsk herkomst.
Spørgsmålet er relevant, idet Pia Kristensen i en pressemeddelelse skriver følgende: »Hvis hjemmehjælpere af udenlandsk herkomst fravælges er det problemløst«. Synspunktet kan have afgørende betydning for plejesektorens udvikling set i lyset af »Fritvalgs-ordningen« hvor alle hjemmehjælpsmodtagere har ret til at vælge mellem forskellige leverandører af hjemmehjælp.
Hvis de lokale DF'ere i Fredericia bakker op om deres socialordfører, med loven i ryggen, bliver det spændende at se hvem der bestemmer over udformningen af den kommunale hjemmehjælp. Hvis der gives medhold i at ældre kan afvise at modtage hjemmehjælpere af udenlandsk herkomst er det dog ikke problemløst , men problemfyldt:
For det første sender gammeldanskerne et fjendtligt signal til nydanskerne om, at de er uværdige til at passe og pleje alle ældre danske borgere. Hvis tryghedshensynet udrenser forskellige grupper af nydanskere, sætter det integrationen endnu mere i stå end den er i forvejen. Modsat skal ældre nydanskere selvfølgelig heller ikke kunne påberåbe sig ret til at kræve den rette etniske hjemmehjælp finansieret over skattebilletten.
For det andet er det en juridisk glidebane når samfundet opdeler arbejdsmarkedet efter køn, race, alder og religion alt efter hvilken funktion, der skal løses. Hvad nu hvis de samme ældre der fik en hvid hjemmehjælper også forlanger en hvid sygeplejerske eller en hvid læge? Skal samfundet så også af hensyn til den ældres tryghed skifte personalet ud? Det er fundamentalt at samfundet fastholder den juridiske ligeværdighed. Den går fløjten hvis det offentlige arbejdsmarked indretter sig efter tilfældige antipatier, misforståelser og fremmedfjendske holdninger. Desperate arbejdsløse nydanskere med masser af arbejdslyst er mere tilbøjelige til at acceptere lavere løn og dårligere arbejdsvilkår. Det offentlige kan med realistiske og fornuftige uddannelses- og praktikforløb f.eks. i ældreplejen være et alternativ til et privat arbejdsmarked der for øjeblikket ikke påtager sig et reelt medansvar i integrationen af nydanskerne.
I stigende grad påvirkes den kommunale service af Regeringen og Dansk Folkepartis flertal på Christiansborg. Derfor er det nødvendigt at Dansk Folkepartis nye medlemmer af byrådet melder klart ud hvor de står i forhold til Pia Kristensens ideer om fritvalgsordningen.

Ingen kommentarer: