mandag den 7. august 2006

Freden er truet

Læserbrev i Fredericia Dagblad og Vejle Amts Folkeblad, den 7. august 2006

SF afviser den tiltagende stempling af alle muslimer som nazisttilhængere, voldelige, religiøst fanatiske, og utilregnelige. Senest har Knud Madsen fra DF påstået at palæstinenserne kun får børn så de hele tiden er nok til at kunne slå flest mulige israelere ihjel.
Det er urimeligt at påstå at familietraditioner, der stammer fra en landbrugskultur, skal forstås som en centralt dirigeret reproduktionspolitik, der har til formål at oversvømme en fjende. Det virker som en slags tragikomisk konspirationsteori, når Knud Madsen også påstår at palæstinenserne, i Danmark udgør en 5. kolonne, der kun får børn, for at kunne overtage magten i samfundet.
SF accepterer ikke at de Mellemøstlige konflikter overføres til danske forhold. Muslimer er ikke genetisk disponeret for vold og ødelæggelse. At palæstinenserne i Danmark får børn fordi de har planer om overtage Danmark er altså at pervertere Darwins forståelse af arternes overlevelse. Denne biologisme, hvor pseudo-racer sættes over for hinanden, blokerer for forståelsen af de kulturelle, religiøse og sociale konflikter, der reelt eksisterer mellem vestlige demokratier og koranbaserede muslimske samfund.
SF ser det som et problem at den danske udenrigspolitik er svejset sammen med den højreorienterede amerikanske udenrigspolitik. Vi er som nation kommet væk fra en fredssøgende linje og slået ind på en USA-ledet militaristisk aktivistisk linje. Konsekvensen heraf er at vi er involveret i kampe i Afghanistan og Irak. Desuden støtter vi USA's linje i FN, ved at undlade at stemme for resolutioner der fordømmer kamphandlingerne i Libanon og Israel. Værre er det at DF, ved Søren Espersen, forlanger aktive kamphandlinger af danske tropper i Afghanistan. SF finder det uacceptabelt at danske tropper skal bruges til aktiv krigsførsel - det må aldrig blive vores udenrigspolitik at skabe brændpunkter i Verden. Danmark bidrager desværre ikke positivt til fred i Mellemøsten med den nuværende VK-regerings politik. Regeringens støtteparti DF, spiller på krigstromme. DF bærer flittigt ved til det brændende bål ved ensidigt at tage Israels parti og ved at påstå at konflikterne i Mellemøsten hænger sammen med vores egne problemer med integration af mellemøstlige indvandrere. Vejen til fred er altså ikke udslettelse af al muslimsk eksistens nationalt og globalt.
I SF vil vi en anden vej - der er baseret på demokratisk dialog, ligeværdighed og nuanceret kulturforståelse. Disse værdier er grundlaget for at kunne løse integrationsproblemerne.

Ingen kommentarer: