Haarders kreative bogføring

Læserbrev i Jyllands-Posten, 6. oktober 2008

Der har siden skolestarten i august været en tiltagende debat om, hvorvidt størrelsen af de nye gymnasieklasser samt klasser med mere end 30 elever har en negativ effekt på elevernes udbytte af undervisningen.

Diskussionen blev igangsat af Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS), hvor formanden Mina Bernardini rykkede ud med nøgletal, som påviste en dramatisk stigning i elevtallet ud fra gymnasieskolernes egne hjemmesider.
Undervisningsministeren mødte op med en anklage om, at DGS-formanden er kommunist, og at tallene sidste år viste, at klasserne kun lå på 26 elever.

Endvidere returnerer Haarder, at rektorerne på landets gymnasier ikke har økonomiske grunde til at spare ved at sætte klassekvotienterne op, at rektorerne med det nye selveje har lov til at bestemme klassekvotienterne, og at der ikke er nogen sammenhæng mellem store klasser og ringere undervisningsudbytte og større frafald.

Problemer
Så skulle alt være i skønneste orden, hvad angår diskussionen om kvaliteten af de danske ungdomsuddannelser.
Men SF ser følgende problemer i denne nye udvikling i gymnasiet;
Det er et stort problem, at regeringen igen ignorerer forskningens resultater, fordi det ikke passer til liberaliseringen af gymnasiesektoren.
Ved Haarders afvisning af den pædagogiske forskning bekræftes rektorerne i, at det er politisk acceptabelt at sætte klassestørrelserne i vejret for at optimere deres lokale råderum.
Kortsigtet udnytter rektorerne ud fra økonomiske grunde deres muligheder, men langsigtet betaler eleverne ved et dårligere fagligt udbytte, og lærerne betaler den mentale og pædagogiske regning i form af nedslidning.

SF er foruroliget over, at den økonomiske tænkning svækker det overordnede mål at give 95 pct. af en ungdomsårgang en ungdomsuddannelse.
Bekymringen bekræftes i, at tallene viger fra 83 pct. til 80 pct. over en kort årrække.
Faldet kan selvfølgelig skyldes andre forhold, men som påvist af forskningsresultaterne er det de bogsvage elever, som først falder fra i ungdomsuddannelserne.
SF efterlyser rektorerne, der genstarter det pædagogiske ansvar, samt en undervisningsminister, der kommer ud af 1980'ernes liberale genrejsning af den offentlige sektor og melder sig ind i videnssamfundet anno 2008.

Gymnasiesektoren mangler en fagansvarlig undervisningsminister og ikke en ideologisk bekæmper af social lighed