Velfærd: Moderne fællesskab eller gårdmands-liberalisme?

Læserbrev i Fredericia Dagblad, d. 30. maj 2009

SF giver med sit reformprogram en politisk ramme for, hvordan udviklingen skal præges de næste år. Det virker ikke som om at det aktuelle bud fra venstrefløjen er obligatorisk læsestof for Venstres folketingskandidater selvom SF er udråbt af den midlertidige statsminister Lars Løkke Rasmussen, til at være en politisk modstander, der skal bekæmpes med alle midler.S

Den manglende viden om SF's politik er tydelig hos den lokale Venstrekandidat til Folketinget, Niels Martin Vind, der ærke-liberalt maner et skræmmebillede af SF's sundhedspolitik frem i avisen forleden.

Helt grundlæggende vil SF med reformprogrammet, ikke fjerne borgernes personlige ansvar i vores velfærdssamfund. SF arbejder politisk for at skabe en god start for alle borgere. Her spiller sundhed en afgørende rolle, da mad, motion og forbrug i hjemmet præger opvæksten afgørende. Hjem med en lav årsindkomst har oftere madvaner med for meget sukker og fedt samt for lidt vitaminer. Det fysiske aktivitetsniveau er heller ikke tilfredsstillende. Det resulterer i livsstilssygdomme, der er socialt betingede.

Her mener SF, at det offentlige skal støtte disse indkomstgrupper ved at pasnings- og uddannelsesinstitutionerne kan give børn og unge sunde måltider samt motionsvaner.

I samarbejde med forældrene, børnene og de unge skal der arbejdes for, at børnene erhverver sig det sunde liv i institutioner af høj kvalitet.

Samarbejdet skal ikke, som Niels Martin Vind tror, være formynderisk, statskontrollerende og regelstyret. Vores offentlige sektor skal i stedet støtte og styrke borgeren i at træffe gode daglige sundhedsvalg.

Det kan ikke som Venstre tror, klares med sundhedskampagner formuleret på papir. Venstres politiske mantra om at individet altid selv vælger det rigtige, holder heller ikke i virkeligheden.

Virkeligheden er, at forældrene er travlt optagede på arbejdsmarkedet. Det betyder, at den primære opdragelse glider over til det pædagogiske personale. Hvorfor skal pædagogerne så ikke have muligheden for at smøre økologiske leverpostejsmadder med børnene eller samle de unge på skolerne til lange frokostpauser som i det svenske skolesystem? Det er ren tilbageskuende gårdmands-ideologi, når det fornægtes at sundhedsansvaret for børn og unge i høj grad ligger hos de offentlige institutioner og det professionelle personale.

SF's ideal er, at ansvaret for børn og unges sundhed sker i et samarbejde mellem forældre og personale.

Vi ser ikke dette som en vinder-tabersituation mellem det private og offentlige, men forsøger at være ansvarlige over for den udfordrende sundhedsudvikling, der aktuelt og på lang sigt truer vores velfærdsøkonomi.