søndag den 17. november 2013

Breddeidræt skal styrkes de næste 4 år

Fredericia Avisen, 17. november 2013

Tirsdag skal der sættes kryds ved kommunalvalget. I debatten har breddeidræt heldigvis fyldt meget, da det angår hverdagslivet for næsten alle børn og voksne i Fredericia

Ved debatmødet den 7. november, afholdt af de Samvirkende Idrætsklubber, var der ingen grænser for hvor positive de borgerlige debattører var overfor breddeidrætten. 

Det var nærmest en konkurrence i at overgå hinanden i lovprisning af det frivillige foreningsarbejde, vigtigheden af bevægelse osv.

Men denne nye positive sang passer slet ikke sammen med det borgerlige flertal, der på Kultur & Fritidsudvalgets møde den 24. september, stemte klart nej til at udvikle breddedrætten. Nedstemningen blokerede SF's forslag om at Fredericia skulle lægge billet ind på at blive breddeidrætskommune med deraf følgende mulighed for at få tildelt midler fra Kulturministeriet og Trygfonden.

De borgerlige udvalgsmedlemmer, der stod bag nej'et, har åbenbart ikke orienteret deres paneldebattører.
Eller måske satser de borgerlige på at fremføre en politisk kærlighedserklæring til breddeidrætten fordi borgerne er på vej ind i valglokalet?Kan vi i Fredericia stole på hvad de borgerlige mener skal ske for at flytte idrætten i vores by? 

Faktum er at Fredericia har en massiv opgave på idrætsområdet med at flytte byen væk fra den nedslående 90'ende plads ud af 93. Resultatet fremkom ved en DIF-undersøgelse af idrætspolitikken i landets kommuner.

SF-Fredericia vil holde de borgerlige fast på lovordene om støtte til breddeidrætten. Foreningerne skal kunne vurdere kommunens anerkendelse af de frivilliges arbejde, samarbejdsklimaet mellem foreninger og kommune, samt antallet af medlemmer i foreningerne, som hørende til blandt landets bedste.De Samvirkende Idrætsklubber er en nøglespiller til at koordinere de mange indsatser som skal sættes i gang så snart som muligt.

Giv din stemme til SF på tirsdag, så styrker du samtidig breddeidrætten i den kommende byrådsperiode.

lørdag den 9. november 2013

Truer borgerligt anarki igen?

Kære læser
Nej, indlægget herunder handler ikke om 16. november 2014, men en artikel fra 2009, hvor Thomas Banke vandt borgmesterposten i Fredericia. Gik det særlig godt? Døm selv og brug dit kryds 19. november til at vise om vi er færdige med Thomas Banke eller ej. Med hans direkte indtræden i valgkampens afgørende slutfase, ved aktivt at støtte Pernelle Jensen, vil han få stor indflydelse på de næste 4 år byrådsarbejde - Vil vi det?

Borgerligt anarki truer os efter 17. november

Læserbrev i Fredericia Dagblad, 16. november 2009

Så er valgkampen ved at være slut og en undersøgelse fra Fredericia Dagblad forudser en snæver valgsejr til de borgerlige i byrådet. Hvad kan man som borger i Fredericia så se frem til i de kommende 4 år?
 

For det første kører Thomas Banke, frem med en politik, der hviler på hurtige og overfladiske beslutninger, der skal komme individet til gode: Den ældre, folkeskoleeleven og barnet. Det harmonerer ikke med påstanden om at repræsentere et fællesskab - tænk lige på den landspolitiske udvikling hvor Venstre de sidste 8 år har sat individet højere end fællesskabet - har du som vælger lyst til mere af samme skuffe i Fredericia?
Thomas Banke har hede drømme om et systemskifte, men glemmer at hans eget parti sammen med Dansk Folkeparti har lagt kommunerne i et økonomisk jerngreb - Venstres spidskandidat kommer til at bo på Christiansborg, hvis han vil sikre Fredericia og landets øvrige 97 kommuner mere frihed og mulighed for at styrke det lokale fællesskab.

For det andet tegner et evt. borgerligt flertal sig til at bestå af populister, som samles under drømmen om at skære i Fredericia Kommunes administration, der ses som en fedekalv som har spist sig stor og ubevægelig på borgernes surt tjente indkomster. Det flyver med påstande om at der er masser af konsulenter, chefer og jurister, der plejer særinteresser og nærmest er imod god kommunal service. Selv folkeskolelærerne skal effektiviseres med 8 %.
Det er alt for politisk letkøbt bare at påstå at kommunen mangler udvikling og kun tager kortsigtede hensyn. Hele byen arbejder med Danmark C, Fredericia C, Midtbyplanen, "Idræt, leg og bevægelse" osv. Kom nu, borgerlige - I har stemt ja hele vejen igennem, hvorfor dømmer I nu lige pludselig byens udvikling ude? Det er ikke politisk troværdigt.

For det tredje vil et nyt borgerligt styre stå svækket i forhold til at realisere Fredericia C-visionen. Venstre er splittet og har kørt i to kampagnespor, hvor en Venstre-udbrydergruppe er meget kritiske over for et samlet byråds lukning af Fredericia Skibsværft. Dette, kombineret med et Konservativt Folkeparti der direkte kalder værftslukningen en skamplet, sår tvivl om Fredericia C-planens levedygtighed i et borgerligt ledet byråd.
Så kære vælger, overvej lige scenariet med en ung uerfaren borgmester der skal lede et borgerligt babelstårn af fri-riddere med hver sin drøm om at være bykonge. Det lyder ikke tillokkende.

En stemme på det eksisterende S-SF flertal sikrer politisk sammenhæng og udvikling i kommunen.

torsdag den 24. oktober 2013

Idræt : Fredericia med rigtig dårlig måling

Vejle Amts Folkeblad, 24. oktober 2013

Her i Fredericia får man indtryk af, at kommunens idrætsliv fungerer tilfredsstillende, men ofte er det sundt og desværre også til tider overraskende, at andre udefra kaster et kritisk blik på de lokale forhold.

Det er sket med Dansk Idrætsforbunds undersøgelse af de kommunale rammer for idrætslivet. Her scorer Fredericia katastrofalt lavt med en samlet 89.-plads ud af 93 kommuner. Målingen er bredt anlagt med fokus på økonomi, faciliteter, frivillighed og idrætspolitik. I alt er der målt på 22 parametre, og undersøgelsen virker meget gennemarbejdet.

Derfor er det uforståeligt, at det borgerlige flertal i kultur-og fritidsudvalget nedstemte SF's forslag om, at Fredericia arbejder for at blive en modelkommune i et projekt med breddeidrætskommuner under Kulturministeriet og Nordea Fonden.

Hvad var begrundelsen egentlig for, at vi ikke skulle tilslutte os de andre 36 kommuner, der har fokus på at løfte breddeidrætten? Begrundelsen fra den borgerlige fløj var mangel på ressourcer.

Pointen ved DIF-undersøgelsen er netop, at gode vilkår for idrætslivet i kommunerne ikke kun er et spørgsmål om penge.

F. eks. scorer Fredericia lige nøjagtig dårlige tal på foreningernes vurdering af kommunens anerkendelse af frivilligheden med en plads som nr. 77 ud af de 93 kommuner.

Endnu værre bliver det med foreningernes gennemsnitlige vurdering af den kommunale service og samarbejde med plads 85 ud af 93 mulige. Helt slemt står det til med medlemstallet for de 0-18-årige, hvor vi ender som nr. 92.

Placeringen samlet og under de enkelte parametre er ikke acceptabel. SF-Fredericia vil spørge ind til undersøgelsen ved det næstkommende møde i kultur-og fritidsudvalget. Desuden ser vi frem til debatmødet med de Samvirkende Idrætsklubber Fredericia (SIF) den 7. november.

Det kan kun blive bedre herfra. Vi skal i gang med at gøre det meget bedre for idrætslivet - alle gode kræfter skal i spil.

onsdag den 23. oktober 2013

Landsbyerne i Fredericia er en styrke for kommunen

Elbo Bladet, den 23. oktober 2013

Landsbyerne i Danmark er under pres pga. vigende offentlige budgetter og vandringen fra land til by. Men der er et stort potentiale i landsbyerne af flere grunde Landsbyerne rummer attraktive byggegrunde, i grønne områder, der rummer potentiale for at de mange indpendlere i Fredericia kan overveje at skifte adresse og bosætte sig. Kommunen skal understøtte det lokale salgsarbejde effektivt. 

Desuden tilbyder landsbyerne et synligt og engagerende landsbyfællesskab. Det viser sig tydeligt når Skærbæk beboerforening holder byfest eller når Bredstrup Pjedsted holder åben landsby. Det er solide aktiviteter, som er gennemført med mange ildsjæle, der formår at engagere deres nærmeste naboer og landsbyer -det er et forbillede for at byfester osv. ikke altid skal arrangeres af det offentlige 

Landsbyerne rummer også muligheder for idrætsaktiviteter, hvilket klart ses i Taulov, Bøgeskov, Trelde, Erritsø og Bredstrup Pjedsted. De lokale haller er stærke idræts-kulturelle omdrejningspunkter, hvor generationer vokser op med mange idrætslige valgmuligheder.

Hallerne skal plejes og udvikles - gerne i samarbejde med kommunen Sidst, men ikke mindst, eksisterer der trods butiksdød og skolelukninger, en selvstændighedskultur med tradition for iværksætteri - hvor små og mellemstore virksomheder har rødder i landsbyerne eller, hvor der etableres kunstnerværksteder og udstillingsrum. Iværksætteriet skal understøttes af kommunens Erhvervsafdeling så alle muligheder forfølges for at skabe arbejdspladser.

Udfordringerne, i forhold til udviklingen af landsbyerne, er at skabe en bedre balance mellem land- og bykultur i Fredericia så kulturerne bedre beriger hinanden med de forskellige styrker der findes i den hurtige bykultur og den langsommere landkultur Den offentlige service er relativt dyrere i landområderne da befolkningen er mere tyndt repræsenteret - der skal hele tiden arbejdes med at optimere mulighederne for at udnytte ressourcerne bedst muligt. F. eks. kan der stilles spørgsmålstegn ved om en landsby skal have to småbørns-institutioner og egen skole 

Der må arbejdes for at transport til og fra landsbyerne skal være let tilgængelig f. eks. i form at cykelstier, der binder kommunen sammen for de to-hjulede. SF-Fredericia mener arbejdet med cyklisme alvorligt. Det ses af at der i budgettet 2013 er afsat 8 mio. til cykelsti-anlæg. Det er vigtigt at der arbejdes løbende med en fornuftig busdrift, der er tilpasset de lokale behov Kontakten med Byrådet og embedsmandsværket i administrationen skal styrkes -det er ingen undskyldning at der er langt ud til lokalsamfundene når vores nye teknologier står til rådighed. Indstillingen skal være sådan at landsbyernes ve og vel er lige så central i beslutningstagernes horisont som Fredericia og Danmark C.


SF-Fredericia ser landsby-samfundene som en vigtig værdi for hele kommunen og vi ser frem til at høre budskaberne når der er Landsby-topmøde i Bredstrup Pjedsted torsdag den 24.10.

fredag den 18. oktober 2013

Ringe placering for Fredericia som idrætskommune

Ny undersøgelse fra Dansk Idrætsforbund (DIF) placerer Fredericia i bunden

Fredericia Kommune placerer sig samlet meget ringe i en dugfrisk idrætsundersøgelse lavet af Dansk Idrætsforbund, DIF. På baggrund af 22 parametre, fordelt på økonomi, idrætsfaciliteter, frivillighed og idrætspolitik, placerer Fredericia Kommune sig som nr. 89 ud af 93 kommuner.

Det er meget nedslående for vores kommune og sætter det borgerlige nej til Fredericia som breddeidræts-kommune i et uforklarligt lys. Er det fordi de borgerlige ikke kender til idrætsforholdene eller hvad?

SF-Fredericia vil forfølge årsagerne til den dårlige placering i valgkampen frem mod den 19. november og ind i den næste byrådsperiode. 

Tjek selv de alarmerende tal i undersøgelsen her:

lørdag den 5. oktober 2013

Borgerlige stemmer nej til mere breddeidræt

Fredericia Dagblad, den 4. oktober 2013

SF-Fredericia stillede i juli måned forslag i Kultur- og Fritidsudvalget om at Fredericia fra 1.oktober deltager i udviklingen af mere idræt for alle. Ideen er støttet af Kulturministeriet og Nordea-fonden, der har udbudt en 50-50-ordning, hvor de deltagende kommuner får fordoblet deres økonomiske investeringer i idrætsarbejdet. I alt er der afsat 20 mio. kroner til det velafprøvede idrætsprojekt som på baggrund af en tidligere periode, fra 2009, har fået meget positive evalueringer. Her er der igangsat 66 nye projekter i nye breddeidrætstilbud.

Men det borgerlige flertal i Kultur- og Fritidsudvalget stemte SF og S ned med argumentet om mangel på ressourcer. Det er en kortsigtet argumentation af følgende grunde:

For det første er det en god anledning for Kommunen til at samle de gode kræfter ude i idrætsforeningerne og stikker en finger i jorden for at høre til de nye ideer, der får flere borgere i gang med fysiske aktiviteter. Kultur- og Fritidsforvaltningen med Idræts-sekretariatet laver et godt stykke arbejde, men her var en god anledning til at vende gamle og nye ideer til igangsætning af mere breddeidræt. F.eks. kunne det være spændende at afprøve tilbud, hvor flere aldersgrupper mikses eller lave løbetræning på tværs af idrætsgrenene. Breddeidrætten er altså ikke kun et spørgsmål om at støtte unge i Korskær- og Sønderparken. Målgruppen er alle Fredericias borgere; unge, gamle, begge køn og i alle bydelene.

For det andet er der også det økonomiske motiv ved at Fredericia fik mere ud af investeringerne i aktiviteterne. Og så i samarbejde med de andre 36 kommuner, der har sagt ja til arbejde med breddeidrætten. Her kommer der sikkert et iderigt netværk op at køre med formelle og uformelle kontakter på tværs af kommunegrænserne.

For det tredje er der en stor kommende opgave med skolereformen fra august 2014.
Her er der krav om at eleverne skal bevæge sig 45 min. i løbet af skoledagen. Uanset om det borgerlige flertal ønsker det eller ej bliver det et kommunalt indsatsområde at løfte et nyt intenst samarbejde mellem de lokale idrætsforeninger og vores folkeskoler.
Så udfordringen her forsvinder ikke med et nej - tværtimod udskydes arbejdet med at udbygge samarbejdet mellem breddeidrætten og vores folkeskole.

Et nej til mere idræt for alle skal ikke være en gratis omgang for de borgerlige, hvor det forsvinder i den politiske glemmebog. Borgerne har heldigvis muligheden for at kvittere for nej'et ved at sørge for at stemme på et nyt flertal i byrådet, der kan styrke breddeidrætten med alle midler.
Vi skal som kommune kende vores besøgstid når landsdækkende projekter tilbyder muligheden for videreudvikling af idrætsområdet.
SF-Fredericia vil med Socialdemokraterne fastholde breddeidrætten som et indsatsområde og arbejde for videreudvikling af idræt for alle.

onsdag den 18. september 2013

Rød politik i den blå elefant

Elbo Bladet, den 18. september 2013



SF's lyseblå kampagnecampingvogn skal de kommende uger rulle rundt i Fredericia Kommune for at gøre opmærksom på en politik, der er et miks mellem rødt og grønt og måske lidt blåt. Valgprogrammet rummer en indsats for at sikre, at alle børn uanset social status har lige adgang til et sundt liv. Der skal arbejdes for at få Fredericia til igen at blive en af landets førende kommuner på den grønne indsats. Og det blå fingeraftryk hænger dels sammen med, at erhvervslivet skal have gode rammevilkår, så virksomheder vil slå sig ned i DanmarkC, dels at SF vil satse på at gøre Lillebælt til en naturpark i samarbejde med Middelfart.

SFs er på vej med både valgavis og en lille skattejagt, hvor det gælder om at jagte såkaldte QR-koder på partiets valgmaterialer. Førstepræmien er en iPad.

tirsdag den 17. september 2013

SF præsenterede sin politik på stranden

Lokalavisen Budstikken Fredericia-Middelfart, den 17. september 2013

Solen tittede frem mellem grå skyer, da SF i Fredericia præsenterede sit valgprogram og sine kandidater. Partiet havde rettet an med en blå campagne-campingvogn, klapstole og campingbord dækket med hjemmebagt brød og hjemmelavet syltetøj i glassene. Alt sammen på p-pladsen ved Øster Strand.

Bordet tiltrak ikke kun partisoldater og presse, men også hvepse, og Jane Findahl svingede med fluesmækkeren, så andre med en håndtaske ville være misundelig. Mødet sluttede, uden at nogen blev stukket.


"Vi vil først og fremmest fremme det politiske samarbejde. Den seneste valgperiode skal være en parentes i vores liv, som vi hurtigst muligt kommer videre fra," sagde Jane Findahl og satte derefter ord på partiets projekt "Investér før det sker".

Tanken er, at Fredericias socialpolitik skal være mere forebyggende. Og at kommunen skal investere i tidligere indsatser, når en borger er på vej ud ad et uheldigt spor. For eksempel ved forældrekurser til gravide par, samt at der sættes ind med støtte til familier, så snart sundhedsplejesken opdager, at en familie har problemer. "Det vil have gode menneskelige effekter -men også betyde, at der kan spares penge," siger Jane Findahl.

Miljø
Marianne Thomsen er nummer to på SFs liste. Hun så gerne Fredericias miljøindsats forbedret. "Vi ønsker en CO2-neutral kommune i 2030," siger hun. Det vil sige, at al CO2-udledning indenfor kommunegrænsen -privat, industriel, transportmæssig og fra kommunens egne arbejdspladser -skal opvejes af tilsvarende CO2- indvinding. "Det kræver indsatser på solceller, biogas, jordvarme, skovrejsning og et godt samarbejde med private og erhverv," siger Marianne Thomsen.

Cykelsti?
Gunver Majgaard er nummer tre på SFs liste. Hun vil gerne fremme mundtligheden i den kommunale sagsbehandling. "Hvorfor bruge halvanden time på at skrive et kompliceret brev til en borger, når man i stedet kan mødes om sagen. Det personlige og mundtlige møde sparer tid og fører til færre fejl og misforståelser," siger hun.

Tommy Skov er SFs fjerdemand. Han vil blandt andet arbejde for at fremme cyklismen i Fredericia Kommune. De konkrete metoder er ikke klar endnu, og han tør ikke love, at den længe efterspurgte cykelsti mellem Bredstrup-Pjedsted og Fredericia bliver anlagt. "Men vi vil gå i gang med et forpligtende fase-opbygning," sagde Tommy Skov.

Pressemødets sidste taler var kandidat nummer fem, Lea Nydahl Lyberth, som blandt andet fortalte om partiets valgkampstrategi på nettet, facebook, QR-koder og avisannoncer. "Målet er at få fem pladser i byrådssalen," siger hun.

torsdag den 29. august 2013

Bredstrup-Pjedsted udfordrer landsbydøden

Fredericia Dagblad, 28. august 2013

Som grøn byrådskandidat er det en oplevelse at komme ud og besøge borgerne, der samtidig også er kritiske vælgere. Invitationen til at komme ud og opleve " åben by" i Bredstrup-Pjedsted var chancen for at komme tæt på et landsbysamfund, der har ambitioner om at vokse i indbyggerantal og fællesskab.

Beboerforeningen havde forinden kørt en imponerende kampagne for dens mærkesager i lokalpressen
f. eks. fjernelse af ubeboelige ejendomme i hovedgaden, hvor der samles penge ind til nedrivningen. Desuden var der lavet et flot varieret aktivitetsprogram med alt fra kanosejlads, fodboldstævne, kirke-, galleri-, og institutionsbesøg. Alt sammen båret frem af de lokale ildsjæle, der viste lokalsamfundets natur og kultur frem.

Besøget understreger at vi Fredericia Kommune har en stående udfordring med at sikre sammenhængskraften demografisk, økonomisk, trafikalt og kulturelt.

Bredstrup-Pjedsted er et attraktivt område for indpendlere, der arbejder i Fredericia, men bor uden for kommunen. Her er mulighed for at erhverve byggegrunde på åben mark i et område, der også rummer børnehaver, skole og fritidsforeninger.

Det er afgørende, at vi som lokalpolitikere løbende støtter lokalsamfundene i arbejdet for at skaffe nye borgere til kommunen. Det er en af mulighederne for at styrke den slunkne kommunekasse.

For at landsbysamfundene kan virke attraktive, skal f. eks. cykelstier, der forbinder boligerne med uddannelsesstederne, også være sikre. Nye skolestrukturer betyder, at beslutningstagerne skal arbejde aktivt med trafik.

Kulturelt skal der arbejdes for at binde land og by tættere sammen i Fredericia Kommune. Der er en klar udfordring i at hindre kommunen i at brække over i to med Fredericia inden for Ydre Ringvej og oplands-Fredericia fra Skærbæk i syd, over Bredstrup Pjedsted til Trelde i nord.


By-Fredericia kan lære meget af Land-Fredericia hvad angår det nære borgerfællesskab, og omvendt rummer byen de store institutioner med teater, bibliotek og handelsliv. Det nye byråd skal have støvet de gamle årgang 1999-helhedsplaner for lokalsamfundene af. Der er potentiale i landsby-fællesskabet og de mindre bysamfund.

tirsdag den 6. august 2013

Cykelby - op ad bakke for Fredericia

Fredericia Dagblad, den 6. august 2013

Fredericia Kommune har investeret mange kræfter i at fremme cyklismen i skolerne, virksomhederne og i de private hjem. Med ildsjælen Troels Andersen som ansvarlig for at løfte arbejdet med at øge brugen af cyklerne i kommunen gik det rigtig flot 2010 og 2011.

Antallet af skolebørn, som deltog i cyklistforbundets kampagne, " Alle børn cykler" (ABC), viste flotte stigningstal. I 2007 deltog 1576 skolebørn. Det dykkede i 2009 og 2010 til henholdsvis 887 og 857 skolebørn for derefter at højdespringe med 1397 skolebørn i 2011.

Men desværre er tallet for 2012 med kun 761 deltagende skolebørn meget nedslående.

Ved et tjek på kommunens hjemmeside Cykelstafetten.dk er der henvist til ABC-cykelkampagnen fra 2010. Mængden af presseomtale er faldet markant til kun at udgøre to markeringer i 2012 og i indeværende år. Dertil kommer, at Troels Andersen har fundet arbejde i en anden kommune.

Det lidt pessimistiske billede, som jeg tegner her, er et opråb om, at vi som kommune skal fastholde de positive gevinster ved at øge cyklismen i Fredericia Kommune.

Cyklistforbundet har fået Cowi til at undersøge virkningen af ABC-kampagnens to uger i september 2012. Her viser det sig, at cykelturene medfører færre sygedage hos eleverne, flere cyklende voksne, mindre biltrængsel, mindre forurening og mindre vejslid. Oveni det viser undersøgelsen " Masseeksperimentet 2012" af Niels Egelund, at børn og unge, som cykler til og fra skole, er bedre til at koncentrere sig og dermed får et større udbytte af skolegangen sammenlignet med fysisk inaktive børn.

SF-Fredericia vil fastholde fokus på Fredericia som cykelby for skolebørn, unge, forældre, ansatte i de private virksomheder og offentlige institutioner. Derfor bliver det afgørende at fastholde et slagkraftigt sekretariat, der koordinerer arbejdet med cyklismen.

Skolelederne og folkeskolelærerne skal løfte arbejdet med ABC-kampagnen, så Fredericia igen får fremgang i antallet af børn og unge, som cykler til og fra skolen. Skolevejene skal løbende tjekkes for sikkerhed også efter investeringen ifm. de nye skoledistrikter. Cykelstierne skal løbende udbygges.

Vi kan ikke se passivt på, at Middelfart Kommune mobiliserer dobbelt så mange cyklende skolebørn som Fredericia -i 2012 fik folkeskolerne på den anden side af bæltet 1517 elever af sted, hvor vi som nævnt dykkede med kun 761 elever.

Sidst, men ikke mindst har forældrene en helt afgørende rolle i at skaffe trafiksikre cykler, lære børnene trafiksikkerhed og selv cykle mere.

Der er et stort potentiale i, at kommunen som offentlig part med skattekroner i ryggen gør det nemt og sjovt for Fredericias borgere at komme op på den to-hjulede. Lad os få cyklet langt flere kilometer, når hverdagen sætter ind -skolen starter 12. august.


Vi ses derude.

mandag den 15. juli 2013

Fredericia som udkantskommune

Fredericia Dagblad, den 15. juli 2013

Det er sommer, men midt i den glade ferietid er der en negativ nyhed, som Fredericia som by, kommune og lokalsamfund er nødt til at tage aktivt stilling til, når det bliver dagligdag igen.

Dansk Erhverv, der er et slags handelskammer, har lavet et indeks på landets 98 kommuner. I en opgørelse ud fra 10 parametre med fokus på arbejdsmarkedsforhold, kriminalitet og uddannelse placerer Fredericia sig katastrofalt i bunden på plads nummer 89. Hvad værre er: Fredericia ryger baglæns, idet vi lå nummer 84 i 2007.

I SF Fredericia tager vi det yderst alvorligt, at byen placerer sig i kommune-grupperingen "den egentlige udkant" med Ishøj, Lolland, Kalundborg og Langeland m.fl.

Det er ikke for at være usolidarisk med de andre udkantskommuner, men vi har som kommune i et
vækstområde alvorlige problemer, når vi nævnes sammen med kommuner, hvor alle ved, at finanskrisen fra 2008 har ramt hårdest. Fredericia får desuden klart baghjul af alle nabokommunerne, hvor Hedensted er nr. 12, Middelfart nr. 34, Vejle nr. 50 og Kolding nr. 55.

Hvad kan vi så gøre for at komme frem til en bedre placering i kommune-indekset? For det først skal vi ikke forfalde til klynkeri over, at Fredericias indbyggere har brug for voksenuddannelser, at der er mange langtidsledige, samt at jobcenteret ikke er en effektiv institution til at fremme job og uddannelse.

Vi må ud og lære mere "best practice" af de andre kommuner, som flytter deres udfordringer til mere positive forhold.

Her kan nævnes Herlev Kommune, hvor jobcenteret er overtaget af kommunen, og de ansatte har baggrund i de private virksomheder. Eller Helsingør, hvor jobcenteret håndterer bureaukratiet, mens borgerne serviceres, og der er klippekort til jobcenterets muligheder.

På den måde kan vi give større frihed og medansvar til borgeren, der søger tilbage på arbejdsmarkedet.

Fredericia har også en udfordring i at øge sundheden for den ældre del af befolkningen. Det er ikke nok at øge middellevetiden. Der skal være kvalitet i leveårene efter perioden på arbejdsmarkedet.

Vi skal som kommune have videreudviklet vindermentaliteten hos vores børn og unge. Folkeskolen er en vigtig faktor for, at det kan lykkedes. Omlægningen til de nye distrikter, holddannelser og linjer skal give lysten til et aktivt valg af ungdomsuddannelse. En større procentdel af ungdomsårgangen skal meget gerne tilskyndes til at søge den tekniske ungdomsuddannelse.

SF Fredericia vil arbejde for at flytte kommunen til en højere placering i indekset.

Lad os diskutere det frem mod valget d. 19. november og blive enige om en målrettet indsats, hvor flest mulige trækker på samme hammel. Det fortjener byen.

onsdag den 10. juli 2013

Øget ulighed er ikke løsningen

Fredericia Dagblad, den 10. juli 2013

De mange reformer i foråret er begyndt at synke ind i det politiske system, forvaltningen samt ud til borgerne. Konkret er det reformer af SU, kontanthjælp, dagpenge samt "Vækstplan DK".

Det har fået økonomiminister Margrethe Vestager til at erkende, at uligheden er øget under den siddende regering. Retfærdiggørelsen af den øgede økonomiske ulighed, der trækker modsat af det formulerede regeringsgrundlag, er, at der skal spares på de offentlige udgifter samt investeres i at skabe arbejdspladser.

Som SF'er gør det selvfølgelig ondt at skulle lægge politisk ryg til en forøgelse af den økonomiske ulighed. SF-argumentationen om, at man ved sin regerings-deltagelse er med til at forhindre værre scenarier såsom principiel forskelsbehandling ved optagelse på uddannelsesstederne og sygdomsbehandling, fordi der kan komme brugerbetaling, holder ikke i længden.

I sidste ende er SF med til at stemme reformerne igennem og må påtage sig det politiske ansvar. Når SF sidder med ved forhandlings-bordet, må vi bare være endnu skarpere til at imødegå de radikales social-liberalisme, som lægger endnu mere vægt på individet, end SF, der i højere grad arbejder for, at fællesskabet styrker individets muligheder.

Når den kommunale valgkamp for alvor kommer op i gear fra august, bliver det interessant at se, hvorledes Venstre lokalt vil prioritere nedskæringerne i velfærden.

Lars Løkke Rasmussens udmelding om nul-vækst i den kommunale sektor vil medføre markant øget ulighed. Lokalt kan Venstre ikke klare sig med den ideologiske slåen på tromme. I det nære samfund kommer den øgede ulighed som følge af nul-væksten til at blive synlig i især de udsatte boligområder, hvor der lige nu sker en massiv indsats for at styrke uddannelse, sundhed og boligkvalitet.

SF arbejder nationalt og lokalt for at sikre flest mulige ressourcer til så mange som overhovedet muligt.

Det er ikke det samme som, at velfærden er et tag-selvbord, hvor borgeren lulles i søvn, som Lars Løkke Rasmussen påstår. Skattekronerne skal ud og arbejde aktivt, så vi får god kommunal service for alle borgerne. Både dem som er i arbejde, under uddannelse og uden arbejde.

Så nej, øget ulighed er ikke løsningen på vores udfordringer. SF arbejder for god velfærd, som betyder høj grad af lighed og dermed tryghed i et stærkt fællesskab.

onsdag den 3. juli 2013

Mere idræt styrker børn og unge

Elbo Bladet, den 3. juli 2013

Udspillet til folkeskolereformen er endelig kommet i omløb, så alle kan se, hvad der skal arbejdes med, når økonomien i reformen kommer på plads. I SF Fredericia glæder vi os rigtig meget til at arbejde med at få idræt, motion og bevægelse til at fungere ude på skolerne. Eleverne skal hver dag bevæge sig 45 minutter, og når det er mere sammenhængende aktiviteter, kan det med fordel gøres sammen med idrætsforeningerne.

Folkeskolen skal fremadrettet være med til at mindske betydningen af den sociale baggrund i forhold til de faglige resultater. Det må man forstå således, at skolerne er med til at introducere foreningsidræt gerne i et samarbejde med forældrene i skolebestyrelserne og generelt i forældrekredsen. Ambitionsniveauet for idrætsfaget får et historisk løft, idet der kommer en afsluttende prøve i 9. klasse, hvor idræt udtrækkes på linje med de øvrige fag.

Det er ikke altid politikerne løber foran udviklingen med visionerne, men her har Fredericia Byråd vist rettidig omhu ved at have Børne & Ungevisionen for 2013-2016 på plads. Her er der fokus på sundhedsarbejdet, og det er målet, at børn og unge er fysisk sunde og i god trivsel. Alle skal have lige muligheder for sundhed, og der læres på motiverende måder gennem kroppen ved f. eks. at hoppe regnestykker i indskolingen.

Visionen formulerer, at der i de mange overgange i folkeskolen skal arbejdes sammen i lokalområderne for at understøtte børn og unges trivsel. I den sunde livsstil, fysisk og psykisk, fremmes fokus på sunde kostvaner, rygning, alkohol og en fornuftig seksuel adfærd.

Her er samarbejdet med den organiserede og uorganiserede idræt helt central, når det handler om fokus på det gode børne-og ungeliv. Konkret måles der på, om der kommer flere motorisk velfungerende elever, og om en voksende andel af Fredericias unge deltager i det organiserede fritidsliv. SF Fredericia ser det som en banebrydende mulighed for at flytte vores udfordringer med unges livsstilsproblemer, at folkeskolen opruster med mere bevægelse og idræt. Vi hilser det øgede samarbejde mellem distriktsskolerne, fællesskolebestyrelserne, idrætsforeningerne og de uorganiserede aktive velkommen. Nu skal overvægten længere ned og livskvaliteten højere op sammen med Fredericias børn og unge -og gerne med et smil på læben.


Ivan Toftgaard, byrådsmedlem for SF og medlem af sundhedsudvalget Tommy Skov, Byrådskandidat for SF i Fredericia.

mandag den 3. juni 2013

Frivillige bidrager til stærke fællesskaber

Fredericia Dagblad, den 3. juni 2013

Mange danskere kan ved familie-sammenkoster fortælle om arbejdet med at være frivillig. Det er et engagement, som er et særtræk ved vores lokalsamfund.

Der findes over 101.000 frivillige organisationer. I 1990 blev der registreret 26 pct. af befolkningen som frivillige, 1998 -34 pct. og 2008 -37 pct. Det frivillige arbejde spænder meget bredt -lige fra Røde Kors til gymnastikforeninger.

I SF er vi glade for de stærke fællesskaber, der skabes med det frivillige engagement. Det giver en social merværdi og udvikler lokale netværk. Det giver mening for både den frivillige og dem, som nyder godt af indsatsen. I de bedste tilfælde er det med til at opbløde grænserne mellem det offentliges bureaukrati og regulering efter regler i forhold til civilsamfundets non-profit med vægt på sociale relationer.

Men i værste tilfælde kan det være med til at skubbe lønnet professionel arbejdskraft væk fra den offentlige sektor. En trængt offentlig økonomi kan blive så presset, at der bliver gået på kompromis med fagligheden. Et aktuelt eksempel er det indstillede frikommuneforsøg i Fredericia, hvor det var meningen, at forældre skulle passe børn i børnehavernes ydertimer. Venstre stod for forslaget, men blev bremset, idet forsøget blev afvist. 

Heldigvis kommer det sjældent så langt. Det gode frivillige arbejde i samarbejde med offentlige institutioner hviler på en klar rollefordeling mellem kerneydelser, der varetages af faguddannet personale, og de frivillige, som laver forskelligt støttende arbejde til gavn for de ældre, unge og børn. I dette gode samarbejde er kompetencefordelingen på plads, og de professionelle og frivillige skaber sammen forøget arbejdsglæde.

SF i Fredericia vil f. eks. støtte det frivillige arbejde i de mange idrætsforeninger som sætter et godt præg på byens foreningsliv. Det er vigtigt, at breddeidrætten fungerer, idet der her sikres sundhed, integration og socialt overskud i lokalsamfundene. Støtten gælder bredt fra halprojekter, fritidspas og instruktøruddannelser.

SF vil i byrådet arbejde aktivt for de gode rammer for det vigtige frivillige arbejde i stærke fællesskaber.

tirsdag den 19. marts 2013

Folkeskolen : Aktivitetstimer giver muligheder

Fredericia Dagblad, den 19. marts 2013

Den danske folkeskole er i en voldsom brydningstid, hvor mange krav og forventninger er på banen. Kulturminister Marianne Jelved har sammen med undervisningsminister Christine Antorini fremlagt ideen om, at skolerne som en del af reformgrundlaget skal arbejde med at få foreninger, museer og organisationer ind i skolelivet. Konkret sigtes der på aktivitets-timerne, der bryder dagen op og skaber tid og rum for længerevarende aktiviteter.

SF Fredericia vil arbejde for at realisere de mange spændende muligheder, der er for, at eleverne kan møde det lokale foreningsliv. Med de store ændringer af folkeskolerne i Fredericia kommer der samling på 0.- 6.klasserne i basisskoler og samling af 7.-9.-klasserne i overbygningsskolerne.

På basisskolerne er det oplagt at arbejde med ideen om "børnebyer", hvor f. eks. den lokale lystfiskerforening kommer og hjælper med at instruere til fiskeri ved Lillebælt. Lystfiskeren har det lokale kendskab og den specialiserede teknik til at gøre fiskeriet til en succesoplevelse for f. eks. 4. klasse-eleverne. Læreren og pædagogen er kompetente til at organisere klassen og få sat fiskeriet ind i den faglige sammenhæng med faget natur og teknik. Skoleledelsen bakker samarbejdet mellem lystfisker og fagpersonale op ved, at der tilbydes efteruddannelse i natur og teknik med fokus på saltvandsmiljø ved kyst og strand.

Et andet eksempel kunne være, at den lokale gymnastikforening finder trænere, som har mulighed for at lave motorik-træning i gymnastiksalen. Her koordineres aktiviteterne sammen med idrætslærerne og pædagogerne, der lige har fået efteruddannelse inden for idræt, leg og bevægelse hos DGI.

Hos overbygnings-eleverne kunne et eksempel være den lokale orienteringsklub, der gæster "ungdomsbyen" for at introducere teknikken ved kortlæsning, når løb i naturen afvikles. Skolen har linje i friluftsliv og idræt, og lærerne arbejder med at afvikle egne o-løb på kommende ekskursioner i naturen.

Alle tre eksempler giver foreningerne mulighed for at få kontakt med mange nye potentielle medlemmer. Eleverne giver også tilbagemeldinger på erfaringerne og beriger gæsternes indsigt i, hvad der virker ift. at tiltrække medlemmer. Det er selvfølgelig en udfordring at få mobiliseret foreningsaktive i skoletiden, men det kan lade sig gøre.

Lærerne og pædagogerne får muligheder for at udvikle deres viden og erfaringer. De er absolut ansvarlige for aktiviteterne og integrerer dem i de fagene. Alle eleverne kommer til at opleve tid til fordybelse i praktiske aktiviteter, som ligger uden for klasselokalet. Det giver inspiration til at opsøge oplevelserne igen efter skoletiden.

De nye fællesskolebestyrelser, der i disse uger er ved at blive etableret, får her en vigtig opgave i at støtte lærernes, pædagogernes og ledelsens arbejde med at bygge broer mellem skolen og lokalsamfundet. Over tid opbygges et netværk af muligheder, som løbende udvikles og bliver en naturlig del af skolelivet og lokalsamfundet.

SF Fredericia er meget opmærksom på disse positive muligheder og vil arbejde aktivt for, at foreninger og skoler beriger hinanden, når skolereformen skal virkeliggøres.

torsdag den 14. februar 2013

Skal frivillige amatører passe vores børn?

Fredericia Dagblad, den 14. februar 2013

I mandags blev der givet tilladelse til, at daginstitutioner i Frederica kan afprøve pasning af børnene med frivillige og forældre. Tilladelsen er givet af Indenrigsministeriet ud fra det borgerliges flertals ansøgning fra oktober 2012. Det er en forsøgsordning, der træder i kraft 1. juli 2013. Grundideen er at skabe udvidet pasningsmulighed om morgenen 6.00-6.30 og eftermiddagen 16.30-17.00.

Den sympatiske ide om, at forældrene inddrages i de institutioner, hvor deres børn er sammen med uddannet personale, får med frikommune-forsøget en helt ny drejning.

I forsøgsansøgningen står der: "Det er forældregruppen/ forældrebestyrelsen, der er ansvarlig for denne ordning, herunder ansættelse, intern koordinering, åbning af institution, forsikringsforhold mv." Det rejser spørgsmålet om, hvilket ansvar der menes? Hvordan ansættes den frivillige? Skal der screenes for pædofili? Skal man være en forælder med barn i institutionen? Det, som umiddelbart ser hyggeligt ud, som Venstres Peder Hvejsel formulerer det, åbner for mange usikre forhold både for børnene og den frivillige.

I folkeskolerne er der til tider brugt forældre, når lærerne og ledelsen laver timeog fagfordeling til det kommende skoleår. Tidsrummet har været en dag og i samarbejde med lærerne, ledelsen og pædagogerne. Frikommuneforsøget bliver derimod en fast bestanddel af børnehavens tilbud og kommer derved til at tegne børnenes hverdag.

Pædagogernes organisation, BUPL, har udtrykt bekymring over Fredericias forsøg. Jeg tilslutter mig denne bekymring, da pædagogerne jo netop bliver professionelle ved at tage deres uddannelse på seminariet med vekselvirkningen mellem teori og praksis.

Hvilken ansvarlig institutions-leder og hvilket personale ønsker at skulle håndtere glade forældre-amatører, der passer egne børn godt, men som ikke har den nødvendige pædagogiske og psykologiske indsigt om børn? Det er de professionelle, som skal være ansvarlige for børnehaverne. Overfør lige frikommune-forsøget på sygehusområdet -tænk, hvis uheldet er ude og Falck-bilen kommer og ud træder en medborger, fordi den professionelle falckredder har fået fri.

Ja til borgerinddragelse i det offentliges institutioner. I børnehaverne kan det fint ske ved arbejdsdage på legepladsen, ideudveksling ifm. aktiviteter, dialog om børnenes udvikling osv.

Men nej til, at Fredericia status som frikommune skal bruges til at afløse uddannet og lønnet personale med velmenende frivillige borgere, der vil det bedste.

Jeg ønsker, at pasningsbehovet dækkes 100 pct. af det professionelle personale - når pasningsbehovet er ud over de nuværende åbningstidspunkter, skal de nødvendige midler findes. Det er i kommunens egen interesse at give den nødvendige service til forældre i arbejde.