I sidste uge offentliggjorde Kulturministeriet at der gives 1 mio. kr. til at Frihedsmuseet etablerer en offentlig tilgængelig database over danske modstandsfolk 1940-1945.
Egentlig er det en god ide at skabe øget offentlig adgang til informationer om besættelsestiden, men rammen for databasen er kritisabel af følgende grunde.
For det første kommer databasen kun til at rumme oplysninger på danske helte som ydede modstand mod den tyske nazistiske besættelsesmagt. Dermed opstår der risiko for at borgere, danske folkeskole- og gymnasieelever får et ensidigt billede af hvorledes det danske samfund reagerede på besættelsen. Ensidigheden opstår ved at det ikke bliver muligt at søge elektroniske oplysninger på de mange grupper og enkeltpersoner der indgik et samarbejde med besættelsesmagten.
Der kan heller ikke søges oplysninger på det samarbejdende erhvervsliv og landbrug, der med samarbejdsregeringens accept, udbyggede Ålborg flyvestation, byggede Vestkystforsvaret, leverede våben og fødevarer. Hvorfor er dette økonomiske bånd ikke interessant for Kulturministeren? Denne gråzone af samarbejde med tyskerne blev overgået af en lang række af skurke, der direkte hjalp nazismen. Her er etableringen af Frikorps Danmark juni 1941 et af de klareste beviser for at Danmark var dybt splittet i opfattelsen af nazismen.
Grupperingerne får ikke plads i databasen og det kommer derfor til at skævvride de historiske fakta og erodere erindringen om den manglende modstand mod tyskerne. I vores elektroniske videnssamfund får det langt større effekt end etableringen af mindelunde og mindestene over de faldne modstandsfolk.
For det andet virker Kulturministerens motiver til at lade Frihedsmuseet lave basen umiddelbart fornuftige. Men databasen skal ses som en del af VK-regeringens værdikamp for borgerlige værdier. Her indgår kampen om historien, herunder besættelsestiden, som en vigtig brik, hvor der kan skabes folkelig opbakning for den aktuelle kamp for demokratiet i Danmark og ude i den store verden.
Afslutningsvis er det nedslående at de professionelle historikere i universitetsverdenen ikke holder en armslængde til målrettede politikere der manipulerer med fortiden til nutidig brug. Det er åbenbart mere bekvemt at forholde sig kritisk til en afsluttet fortid end at forholde sig kritisk til politikerne som tydeligvis har en lang arm ind i forskernes arbejde.
Ansvaret for grundforskningen dvs. nuanceret og dækkende fakta om fortiden bør ligge hos forskerne og ikke den siddende kulturminister.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar