lørdag den 8. marts 2008

Godt at Villy Søvndal argumenterer for frihedsrettigheder

Kære læser.

Der er megen debat om grundlæggende politiske værdier og rettigheder i det danske samfund.
SF vælger at tage direkte aktiv del i værdidebatten om politisk ytringsfrihed, demokrati og medbestemmelse.

Villy Søvndal markerer sig kraftigt i.f.t. muslimske fundamentalisters angreb på demokratiet. Det støtter jeg idet vi som politisk parti må vise at vi fastholder grundlæggende frihedsrettigheder i samfundet. Det er ikke for at dømme alle muslimer over en kam når ekstreme muslimer kritiseres for at foragte demokratiet.

Det er afgørende at det er fundamentalismen vi skal være på vagt over for. Den kan i sidst ende være totalitær d.v.s. at der ikke skabes plads for individuelle meninger om f.eks. lighed mellem kønnene, adskillelse mellem stat og religion samt retten til at kritisere religiøse symboler. Det betyder ikke at man i samfundet uhæmmet skal bespotte religioners symboler, men religion kan altså ikke ophøjes til ikke at blive kritiseret.

Jeg tror at vi på lang sigt støtter integrationen af muslimerne ved at tage afstand fra de ekstremt religiøse muslimers pres på demokratiet. Det er helt afgørende at fastholde at muslimer sagtens kan være demokratiske. Tænk nu på hvor meget indvandrerne holder af de grundlæggende politiske frihedsrettigheder.

Hverken Regeringen eller DF har patent på vores demokrati - socialister mener det også alvorligt når demokratiet antastes af religionen.

Ingen kommentarer: