Venstres kontrakttilbud kræver evaluering om et år

Fredericia Dagblad, den 20. november 2009

De borgerlige i Fredericia har løbet storm på det tidligere flertal bestående af S-SF og mens der forhandles om hvem der skal bære borgmesterkæden, er det på sin plads at kommentere valgforløbet og det perspektiv som tegner sig de kommende 4 år.

Thomas Banke skriver i sin valgavis at det er tid til forandring og at Fredericia skal udvikle den offentlige service ud fra kontrakttilbud. Her er det på sin plads at evaluere de mange løfter som har slået rod i over 3200 personlige stemmer til Banke.

Vi skal holde øje med om kriminaliteten er halveret i Fredericia indenfor 2 år. Her må de borgerlige håbe på at mirakelkuren: Tryghedspakken, kan få de kriminelle fredericianere til at opføre sig lovlydigt. Banke kan i hvert fald få svært ved at hente gode råd hos Justitsminister Brian Mikkelsen, der selv kæmper med at disciplinere københavnske kriminelle. Vi der har hørt på kritik for den manglende døgnåbne politistation forventer at den snarest genåbnes med stor effekt på antallet af indbrud og vold i Fredericias natteliv.

Det bliver interessant at følge hvorledes 2 store uddannelses-institutioner søger mod Fredericia efter systemskiftet. Hvorfor er der ikke kommet skred i det forhold tidligere? Venstre har hele tiden haft fuld indflydelse på at tiltrække mellemlange og videregående uddannelser til det centralt placerede Fredericia. Venstre ser også ud til at ville løse problemet med at ca. 20 % af en ungdomsårgang ikke får en ungdomsuddannelse - det kræver en indsats for at skaffe gode lærepladser hos håndværkerne når elevernes lærepladser svinder ind i en tid præget af finanskrise.

Vi skal også huske at evaluere om Fredericias ældre med deres servicebevis i hånden har et stort behov for at foretage individuelle valg når de skal have mad, bestille rengøring, vask osv. Hvad nu hvis den ældre bliver syg eller ikke kan foretage myndige beslutninger på internettet? Det skal nok give arbejde til private kreative igangsættere der ser en erhvervs-niche i at levere ældreydelser til en fornuftig pris.

Kære Fredericia-borgere - med fare for at lyde lettere rystet så håber jeg at der huskes på at evaluere de mange valgløfter som fremstiller Fredericia som en dårligt ledet, og endnu værre fungerende, by under det gamle flertal. Følg nu de borgerliges udvalgsarbejde, ligeså kritisk og krævende som I har fulgt S-SF under valgkampen. Vi venter i spænding på at kontrakt-politikken realiseres!

Borgerligt anarki truer os efter 17. november

Læserbrev i Fredericia Dagblad, 16. november 2009

Så er valgkampen ved at være slut og en undersøgelse fra Fredericia Dagblad forudser en snæver valgsejr til de borgerlige i byrådet. Hvad kan man som borger i Fredericia så se frem til i de kommende 4 år?

For det første kører Thomas Banke, frem med en politik, der hviler på hurtige og overfladiske beslutninger, der skal komme individet til gode: Den ældre, folkeskoleeleven og barnet. Det harmonerer ikke med påstanden om at repræsentere et fællesskab - tænk lige på den landspolitiske udvikling hvor Venstre de sidste 8 år har sat individet højere end fællesskabet - har du som vælger lyst til mere af samme skuffe i Fredericia?

Thomas Banke har hede drømme om et systemskifte, men glemmer at hans eget parti sammen med Dansk Folkeparti har lagt kommunerne i et økonomisk jerngreb - Venstres spidskandidat kommer til at bo på Christiansborg, hvis han vil sikre Fredericia og landets øvrige 97 kommuner mere frihed og mulighed for at styrke det lokale fællesskab.

For det andet tegner et evt. borgerligt flertal sig til at bestå af populister, som samles under drømmen om at skære i Fredericia Kommunes administration, der ses som en fedekalv som har spist sig stor og ubevægelig på borgernes surt tjente indkomster. Det flyver med påstande om at der er masser af konsulenter, chefer og jurister, der plejer særinteresser og nærmest er imod god kommunal service. Selv folkeskolelærerne skal effektiviseres med 8 %.

Det er alt for politisk letkøbt bare at påstå at kommunen mangler udvikling og kun tager kortsigtede hensyn. Hele byen arbejder med Danmark C, Fredericia C, Midtbyplanen, "Idræt, leg og bevægelse" osv. Kom nu, borgerlige - I har stemt ja hele vejen igennem, hvorfor dømmer I nu lige pludselig byens udvikling ude? Det er ikke politisk troværdigt.

For det tredje vil et nyt borgerligt styre stå svækket i forhold til at realisere Fredericia C-visionen. Venstre er splittet og har kørt i to kampagnespor, hvor en Venstre-udbrydergruppe er meget kritiske over for et samlet byråds lukning af Fredericia Skibsværft. Dette, kombineret med et Konservativt Folkeparti der direkte kalder værftslukningen en skamplet, sår tvivl om Fredericia C-planens levedygtighed i et borgerligt ledet byråd.

Så kære vælger, overvej lige scenariet med en ung uerfaren borgmester der skal lede et borgerligt babelstårn af fri-riddere med hver sin drøm om at være bykonge. Det lyder ikke tillokkende.

En stemme på det eksisterende S-SF flertal sikrer politisk sammenhæng og udvikling i kommunen.

Igen i år proppes gymnasieklasserne

Synspunkt i Fredericia Dagblad, 28. august 2009

Efter en sommeragurketid med fokus på kamphunde, burkaer og kulturkamp melder dagligdagen sig for mange. Det gør den også for 1.g’erne og 1.hf’erne i gymnasieskolen.

De oplever at blive proppet ind i klasselokaler i et rekordstort antal. Hvor må det være frustrerende at se frem til at påbegynde sin ungdomsuddannelse og have svært ved at lære alle

kammeraternes navne pga. det store antal.

Hvorfor kommer der så mange i gymnasieklasserne?

Den tilsyneladende usynlige hånd, der propper klasserne med elever, skyldes et kompliceret politisk og administrativt forløb. Undervisningsminister Bertel Haarder har det overordnede ansvar for det faglige og pædagogiske niveau for ungdomsuddannelserne.

Ved at stemme strukturreformen igennem fra 2005 var han med til at nedlægge amterne.

Dermed elimineredes de 14 amters strukturerer. Pludselig stod gymnasierne alene som institutioner og fik pålagt det statslige selveje. Selvejet matcher liberalismens mistillid til de

offentlige administrative og økonomiske fællesskaber.

VK-regeringen med DF udviser en tyrkertro på at den enkelte rektor ivrigt, i konkurrenceånden, optimerer sin organisation ud fra devisen om at amterne holdt dem i en faglig, pædagogisk og økonomisk spændetrøje.

For at kunne belønne effektive rektorer, der har succes med at give mange unge studenterhuer, er taxameter-systemet indført. Den tidligere amtslige styring af klassekvotienterne med et politisk vedtaget niveau på 28 elever i klasserne er fortid. Haarder vil ikke tage ansvaret for klassekvotienten, og dermed fristes rektorerne over evne til at indhente regeringens besparelser på gymnasiet ved at lave store klasser. Tænk nu på at hver ny klasse hurtigt koster rektoren 1.5 mio i umiddelbare udgifter på skolebudgettet.

Der kom skolebestyrelser med strukturreformen sammensat af erhvervsfolk, lokalpolitikere og

forældre. Kunne de så ikke trække i nødbremsen over for rektor og genetablere klassestørrelser på 28 elever?

Umiddelbart må det konstateres, at de støtter rektorernes proppestrategi og det økonomiske

rationale på undervisningskvaliteten. Det er skuffende at bestyrelserne ikke tænker nok på elevernes og lærernes arbejdsmiljø. I stedet fremstår bestyrelserne som uengagerede i gymnasiernes kerneydelse: undervisning.

Deres fokus er for meget på udvikling af skolernes profiler med internationalisering, naturvidenskablighed, sport osv. Bestyrelserne

må sætte sig ind i den almindelige undervisningshverdag og begynde at regne på lærerens formindskede tid til den enkelte elev, når de støtter klasser på 30 elever.

Dette uddannelsespolitiske abespil om hvem der har ansvaret for de store klasser må indstilles. SF arbejder for et loft på 28 elever og en undervisningsminister, der tager ansvaret for gymnasiesektorens samlede udvikling.

Er Venstres borgmesterkandidat politisk naiv?

Synspunkt i Fredericia Dagblad, 23. juni 2009

Borgmesterkandidat i Fredericia, Thomas Banke, er på forbløffende vis ude efter sin egen Venstre-regering i forbindelse med, at Kommunernes Landsforening (KL) har indgået en aftale med VK-regeringen om de 98 kommuners budget for 2010.

Den konkrete anledning til hans fortørnelse er, at regeringen sammen med et snævert borgerligt flertal i KL’s bestyrelse har indført tvungen madordning i småbørns-institutionerne.

For at den politiske forvirring ikke skal blive total vil jeg lige knytte et par kommentarer til Thomas Bankes frustrationer.

For det første er det afgørende at forstå, at KL’s bestyrelse er politisk dybt splittet på samme vis som folketinget. Ud af de 17 mandater i bestyrelsen stemte Venstre, Konservativt Folkeparti, Dansk Folkeparti og det Radikale Venstre for en tvungen madordning. Imod stemte Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti. Det er altså de borgerlige partier, som udøver statsligt formynderi, som Banke selv formulerer det. På den måde forhindres en decentral kommunal frivillig madordning.

Som SF’er kan jeg godt forstå Bankes frustration over, at de lokale madordninger ikke får deres egen planlægningstid.

KL-aftalen er specielt afgørende i år, da den kommer til at forme store dele af den kommunale debat op til kommunalvalget i november. Det er et snævert borgerligt flertal i KL der igen, på alle kommunernes vegne, har underfinansieret VK-regeringens ambitioner på social- og sundhedsområdet i kommunerne. Her kan regeringen mistænkes for at ville støtte deres egne borgmestre ved at give dem mulighed for borgerlig handlekraft i op til valget.

For det andet skriver Thomas Banke, at folketinget har besluttet at igangsætte madordningen med KL-flertallet. Her skal det igen pointeres, at VK-regeringen er den udøvende magt og den lovgivende magt i kraft af flertallet med støttepartierne Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.

De øvrige partier, herunder SF, udgør altså en opposition i folketinget og modarbejder de dårlige

kommunale arbejdsbetingelser. Så Thomas Banke fremstår med sit ideologiske udfald en kende ungdomspolitisk naiv. Er han virkelig en seriøs borgmesterkandidat når han ikke engang kan aflæse det politiske spil mellem folketingets partier og borgmestrene i kommunerne?

Det varsler ilde for Fredericias politiske indflydelse, hvis Venstres borgmesterkandidat både skal

kæmpe mod sin egen siddende regering og den naturlige politiske opposition hos centrumvenstre

partierne.

Fredericia Kommunes borgere har krav på en driftssikker borgmester, der forstår at læse det

politiske spil på alle niveauer og sikre fælles løsninger på fælles problemer i en tid, hvor det kommunale selvstyre er under massivt borgerligt pres.

Er de borgerlige socialt blinde?

Læserbrev i Fredericia Dagblad, 12. juni 2009

Hvad er relativ fattigdom?

Her kan du vælge mellem definitionen hos Socialforskningsinstituttet (SFI) eller en borgerlig udgave formuleret af Rikki Tholstrup Jørgensen fra Vejle.

SFI har i deres undersøgelse af børns trivsel påvist, at den relative fattigdom blandt børn er steget med 10.000 i perioden 2002-2006. Det betyder ikke, at de får færre penge, men at de forholdsvis sakker økonomisk bagud i forhold til deres mere velstillede jævnaldrende i

vuggestue, børnehave, SFO og folkeskole – de får i mindre grad fodboldstøvler, cykler eller ture i Legoland.

Det skyldes, at de økonomisk veletablerede har fået en større indtægt og dermed øgede forbrugsmuligheder i den langvarige opgangskonjunktur siden 1993.

Hos de borgerlige spiller relativ fattigdom ingen rolle – det klares udelukkende med forældrenes

kærlighed. Børnenes trivsel er løsrevet fra indtægten i hjemmet. Rig eller fattig, Audi A6 eller buskort, alle har muligheden for et trygt og oplevelsesrigt liv – lyder det ikke besnærende?

For at vise effekten af relativ fattigdom, som Rikki Tholstrup Jørgensen ikke har blik for, kan VK-regeringens aktuelle forslag om en frokostordning i vuggestuer og børnehaver illustrere den sociale blindhed.

VK forslår, at vuggestuer og børnehaver fra 2010 skal give børnene et måltid mad om dagen. Det lyder umiddelbart som en hjælp til familier, der ikke kan betale og som derfor får udgiften betalt via fripladsordningen. Problemet er bare, at de kommuner, hvor der er pres på fripladsordningen, mangler betalende forældre. Derfor er der færre midler at lave sund økologisk mad for.

Desuden er kommunernes institutioner slet ikke gearet til at tilberede maden, når de nødvendige køkkenfaciliteter ikke eksisterer. Her vil de 40 relativt fattige kommuner få problemer med at opfylde VK-regeringens ambitioner. Virkeligheden i de 40 kommuner er desværre sådan, at budgetterne skal genåbnes, og der planlægges nedskæringer på børne- og ungeområdet i 2009.

For at styrke den decentrale kommunale frihed vil SF lade kommunerne bestemme, hvordan madordninger igangsættes – på den måde undgås en populistisk ufinansieret børne- og sundhedspolitik.

SF vil mindske relativ fattigdom, og det kan ske ved f.eks. lade børnecheckens størrelse afhænge af husstandens indkomst. Derved skabes mulighed for at hjælpe f.eks. kontanthjælpsmodtagere

i dagligdagen.

Tænk hvis VK-regeringen var lige så effektive med at bekæmpe problemer hos børn og unge, som når der udbetales 1½ mia. kr. fra Boligforbedringspuljen i år. Hvorfor ikke lave en

Madforbedringspulje som trængte institutioner kan benytte sig af i stil med boligejernes ansøgninger? Investeringen giver jo sunde, indlæringsparate og ligestillede børn. Og pengene

ville være brugt bedre end på de i forvejen velstillede borgeres huse.

Flere fattige børn under VK-regeringen

Debat i Fredericia Dagblad, 8. juni 2009

Midt i debatten om opdragelse, sundhed, idræt og uddannelse vokser den relative fattigdom for danske børn. Det er ikke en udvikling, som SF har fundet på for at genere den siddende borgerlige regering. Udviklingen er slået fast af Socialforskningsinstituttet (SFI). De har lavet en undersøgelse for Red Barnet og fundet frem til, at den relative fattigdom er vokset med 10.000 flere fattige børn i perioden 2002-2006.

60.000 børn og deres familier har nu kun halvt så mange penge til rådighed som gennemsnitsdanskeren. Den stigende fattigdom udspringer til dels af uligheds-politikken hos VK. Her vedgår Niels Martin Vind, folketingskandidat for Venstre i Fredericia, sig at ikke alle opnår det samme i livet. Inspirationskilden er formodentlig fødevareminister Eva Kjer Hansen, der mener at ulighed har en dynamisk positiv effekt på samfundet. Venstre beskylder SF for at ville fjerne opdragelsen af børn fra forældrene, tvinge ensrettet statslig sundhed igennem og have et totalitært syn på samfundet. Lyder det ikke en anelse skingert?

Danmark har udviklet en velfærdsmodel, der giver tryghed. De fælles løsninger på småbørnsområdet, i folkeskolen og i fritidstilbuddene giver glade børn. Her viser SFI i sin undersøgelse af livet i børnehøjde, at 95 procent af børnene har en positiv opfattelse af deres eget liv. 98 procent har mindst én god ven. 95 procent synes om at gå i skole. Vil du, Niels Martin Vind, ændre grundlæggende på vores danske universelle velfærdsmodel mod mere privatisering baseret på det frie valg?

SFI understreger, at trivselsproblemer skal tages i opløbet. I SF vil vi ikke være passive og se på, at den sociale negative arv videreføres i de familier, som har reelle trivselsproblemer. Vores børne- skole- og sundhedspolitik går netop ud på at støtte barnets hjem da det spiller en fundamental rolle. Vi opfatter ikke hjemmet og institutionslivet som adskilt, men ser det som en helhed. De mange timer, som barnet reelt tilbringer i institutionerne, skal være optimale så forældrene kan aflevere deres børn med god samvittighed, og så børnene kan opleve et godt supplement til familielivet i daginstitutionens fællesskab.

Det er vigtigt, at det offentlige er gearet til at opfange trivselsproblemer hos især ressourcesvage familier. Det er ikke troværdigt at komme med et liberalt løvebrøl, hvor mantraet er individets frie valg.De familier, der er ramt af trivselsproblemer, har ikke selv valgt deres livssituation. Det er en hovedopgave, at børn ikke oplever fattigdom i et velfærdssamfund.

Velfærd: Moderne fællesskab eller gårdmands-liberalisme?

Læserbrev i Fredericia Dagblad, d. 30. maj 2009

SF giver med sit reformprogram en politisk ramme for, hvordan udviklingen skal præges de næste år. Det virker ikke som om at det aktuelle bud fra venstrefløjen er obligatorisk læsestof for Venstres folketingskandidater selvom SF er udråbt af den midlertidige statsminister Lars Løkke Rasmussen, til at være en politisk modstander, der skal bekæmpes med alle midler.S

Den manglende viden om SF's politik er tydelig hos den lokale Venstrekandidat til Folketinget, Niels Martin Vind, der ærke-liberalt maner et skræmmebillede af SF's sundhedspolitik frem i avisen forleden.

Helt grundlæggende vil SF med reformprogrammet, ikke fjerne borgernes personlige ansvar i vores velfærdssamfund. SF arbejder politisk for at skabe en god start for alle borgere. Her spiller sundhed en afgørende rolle, da mad, motion og forbrug i hjemmet præger opvæksten afgørende. Hjem med en lav årsindkomst har oftere madvaner med for meget sukker og fedt samt for lidt vitaminer. Det fysiske aktivitetsniveau er heller ikke tilfredsstillende. Det resulterer i livsstilssygdomme, der er socialt betingede.

Her mener SF, at det offentlige skal støtte disse indkomstgrupper ved at pasnings- og uddannelsesinstitutionerne kan give børn og unge sunde måltider samt motionsvaner.

I samarbejde med forældrene, børnene og de unge skal der arbejdes for, at børnene erhverver sig det sunde liv i institutioner af høj kvalitet.

Samarbejdet skal ikke, som Niels Martin Vind tror, være formynderisk, statskontrollerende og regelstyret. Vores offentlige sektor skal i stedet støtte og styrke borgeren i at træffe gode daglige sundhedsvalg.

Det kan ikke som Venstre tror, klares med sundhedskampagner formuleret på papir. Venstres politiske mantra om at individet altid selv vælger det rigtige, holder heller ikke i virkeligheden.

Virkeligheden er, at forældrene er travlt optagede på arbejdsmarkedet. Det betyder, at den primære opdragelse glider over til det pædagogiske personale. Hvorfor skal pædagogerne så ikke have muligheden for at smøre økologiske leverpostejsmadder med børnene eller samle de unge på skolerne til lange frokostpauser som i det svenske skolesystem? Det er ren tilbageskuende gårdmands-ideologi, når det fornægtes at sundhedsansvaret for børn og unge i høj grad ligger hos de offentlige institutioner og det professionelle personale.

SF's ideal er, at ansvaret for børn og unges sundhed sker i et samarbejde mellem forældre og personale.

Vi ser ikke dette som en vinder-tabersituation mellem det private og offentlige, men forsøger at være ansvarlige over for den udfordrende sundhedsudvikling, der aktuelt og på lang sigt truer vores velfærdsøkonomi.

Fælles fremtid eller mere individualisme

Debat i Fredericia Dagblad, 6. maj 2009

SF er blevet et styrket parti siden 2005, hvor Villy Søvndal løbende har fået reorganiseret partiet i indhold og form. Derfor oplever SF nu et øget politisk pres fra Venstre, der registrerer at hver femte vælger peger på folkesocialismen som en troværdig politisk bevægelse.

Et af Venstres skræmmebilleder formuleres af Venstres folketingskandidat, Niels Martin Vind, der fremfører, at SF ikke respekterer den private ejendomsret. Det gør SF selvfølgelig.
Virksomhedernes hensyn til den økonomiske bundlinje i finanskrisen er forståelig. Men de sociale og økonomiske konsekvenser ender for ofte hos kommunerne, der står magtesløse tilbage.
Et større samarbejde mellem alle parter er derfor til fælles bedste.

SF har en vision om at få inddraget medarbejderne mere i virksomhedernes produktudvikling, personalets kompetencer og demokratisk repræsentation.
Flere virksomhedsledelser beder om lønnedgang hos de ansatte, når de er lukningstruede.
Hvorfor kan de ansatte så ikke bede om øget indflydelse, når der skal rykkes sammen om at beholde danske arbejdspladser.

Et andet skræmmebillede af SF er, at vores sundhedspolitik bygger på forbud.
SF ønsker mere lighed i adgangen til sygehusene og et stop for den tiltagende ulighed som følge af den overpris på sundhedsydelserne, som den borgerlige VK-regering har håndfodret og forgyldt de private hospitaler med i en længere årrække.
SF vil tænke sundheden ind i arbejdsmiljø, differentieret moms på fødevarer og miljøforbedringer.
SF har længe arbejdet for sund mad i folkeskolerne og mulighed for mere motion - det kan den gymnastikglade Niels Martin Vind da vel ikke se som en politisk katastrofe.
Når han satser så hårdt på, at individet skal tage ansvar for egne handlinger betyder det vel også, at fællesskabet ikke skal dække individets udgifter, når sundhedsregningen kommer som følge af at ryge, spise fedt og sukker i overdreven grad.

Danmark har en stærk tradition for fælles lighedsbaseret velfærd, der dækker grundlæggende behov ved bl.a. sygdom, uddannelse og personlige udviklingsmuligheder.
Hvis Niels Martin Vind har støtte til sin liberalisme hos Venstres topledelse, signalerer det et markant politisk skift fra Venstres accept af velfærdsstaten, under Anders Fogh Rasmussen, mod mere minimalstat.

Hvis man som borger kan se, at liberalismen ikke er svaret på den igangværende finanskrise, klimaudfordringen og tiltagende antiglobale nationalisme, er der et alternativ i et fornyet politisk centrum-venstre med SF, S og R.

Det er nemlig ikke et valg mellem frihed eller regler, men derimod et valg mellem fællesskab eller individualisme.

Multimedieskat hæmmer dansk konkurrenceevne

Læserbrev i Fredericia Dagblad, 6. april 2009

Regeringen har sammen med Dansk Folkeparti søsat ideen om en multimedieskat i skatteforslaget: Forårspakke 2.0 - Vækst, klima, lavere skat. Her er skal en beskatning på 5000 kr. af moderne teknologi såsom mobiltelefon, internetforbindelse og pc indbringe statskassen 750 mio. kroner, fordi der er udbetalt store milliard-beløb i form af skattelettelser.
Det er SF sammen med de øvrige oppositionspartier, faglige organisationer såsom Bibliotekarforbundet og Lærernes landsorganisation imod.

Årsagen til den store protest imod beskatningsideen baserer sig på vores daglige erfaringer fra arbejdslivet. Vores arbejdshverdag har ændret sig grundlæggende de sidste 5-7 år, fordi den bærbare computer muliggør, at vi udveksler informationer på en langt mere fleksibel måde, end da vi slog op i den fysiske telefonbog. Hvor mange lærere sidder ikke hjemme sent på aftenen efter endt arbejdstid og retter stile, gennemgår regneark eller forbereder en power point til næste dag. Vores pc er simpelthen blevet et nødvendigt redskab i det daglige arbejde.
Hvorfor så indføre en skattemæssig bremseklods i denne rivende samfundsudvikling?

Derfor undrer det SF, at regeringen, der taler meget om dansk konkurrenceevne, igangsætter benspænd for den danske udvikling hen imod et videns- og informationssamfund. Når vi nu mangler råstoffer, er det uintelligent at bremse vores udvikling, der smidiggør vores arbejdsprocesser. Hvis landet skal klare sig i den globale konkurrence, er vi tvunget til at indrette os smart på et fælles grundlag. Her er der ingen forståelse for retorikken hos Venstres skatteordfører, Torsten Schack Pedersen. Han taler om, at den moderne teknologi giver privat glæde og fleksibilitet - samt at den lavere skat på arbejde giver overskud til at betale multimedieskat.

Diskussionen om multimedieskatten bliver også en styrkeprøve mellem anti-globalisterne i Dansk Folkeparti og de tilsyneladende mere internationalt indstillede politikere i Venstre. Pc'en, som rummer mulighed for udsyn og indblik, symboliserer den globale virkelighed - kan vi her klare os med den danske salmebog?

SF ser frem til det kommende kommunalvalg i efteråret. Her må vælgerne altså til at prioritere deres politiske valg mellem individuelle skattelettelser og fastholdelse af fælles fornuftige løsninger der gavner langt ud i fremtiden.

Haarders svedige 20 minutter

Debat i Fredericia Dagblad og Vejle Amts Folkeblad, den 11. februar 2009

Undervisningsminister Bertel Haarder er en handlekraftig politiker, der forstår at alliere sig med engagerede sundhedseksperter, der vil en sund og levedygtig ungdom. Derfor har han egenmægtigt dikteret 20 min. fysisk aktivitet i det almene gymnasiums idrætstimer.
Det iscenesatte mediedækkede diktat er solgt under overskrifterne som: »Et løft til idrætsfaget« og »slut med at sidde stille i idræt«.


Alle uden for gymnasiet kan i første omgang trække på skulderne, men læseplansændringen giver anledning til eftertanke.
For det første er ændringen igangsat af at sundhedseksperten Chris MacDonald lavede et træningsforsøg hos en gymnasieklasse på Johanneskolen.
Den øgede træning viste forbedrede sundhed og karakterfremgang hos de unge. Det tog Haarder til sig. Men gymnasiets idrætslærere blev ikke inddraget i diskussionen om hvorledes idrætsfaget kan skabe en bedre sundhedsadfærd hos gymnasieungdommen. Tilsvarende mangel på inddragelse oplevede de politiske forligspartier og universiteterne. Beslutningsprocessen har været lukket.
Konsekvensen er selvfølgelig at idrætslærerne i gymnasiet oplever en afstand til ministeren. Det udløser et brud på tilliden til at Haarder respekterer idrætslærernes daglige faglige undervisningsarbejde.

Faktum er at undervisningen selvfølgelig rummer et højt aktivitetsniveau og c-niveauet netop er kendetegnet ved at være elevernes frirum. Så som idrætslærernes formand Pernille Garbers karakteriserer det er ændringen en gratis omgang for ministeren. Ændringen er heller ikke koordineret i.f.t. reformens krav om mere teori i idrætsfaget - derfor bliver c-nivauet endnu mere fagligt overlæsset.

For det andet er det bekymrende at ministeren går efter politisk nemme point på sundhedsområdet. Hvis Haarder reelt er bekymret for ungdommens sundhedsudvikling bliver der igangsat langt mere radikale tiltag på området. Hvorfor tager Haarder ikke ideen op om daglig idræt for gymnasieeleverne - flere fremsynede folkeskoler har med deres profiludvikling igangsat idræt i alle ugens dage. Hvorfor ikke støtte sund mad på alle ungdomsudannelserne så der indtages mindre fedt og tomme kalorier på skolerne. Hvorfor laver ministeren ikke en politisk langsigtet plan for idræt på de tekniske skoler og handelsskolerne, der mangler idræt i deres fagrække. Dermed dækkes hele ungdomsårgangen.

Sidst, men ikke mindst skal der huskes på at Venstres daværende undervisningsminister, Ulla Tørnæs i 2003, før reformen 2005, havde kategoriseret idræt som et fag der kunne fravælges.
Ministerens læseplansændring må derfor karakteriseres som et mediestunt, hvor idrætslærerne må lægge ryg til faglig mistænkeliggørelse og øgede forventninger til hvad 1 times idræt kan gøre for elevernes sundhedstilstand.

Læseplansændringen er ikke et løft for idrætsfaget, men dårligt holdspil fra en politisk træner, der kun går efter egne snævre og kortsigtede politiske mål. Der efterlyses en ny træner til holdet!

Folkeskolens fysiske rammer er forringet siden 2001

Debatindlæg i Fredericia Dagblag og Vejle Amts Folkeblad, 10. januar 2009

En ny undersøgelse fra forældreorganisationen, Skole og Samfund, viser at undervisningsminister Bertel Haarder enten skal revidere sin egen positive vurdering af folkeskolernes undervisningsmiljø eller fremsætte pålidelig dokumentation for sine udsagn.

Sidste lørdag skrev Haarder i flere aviser at han var imponeret over at elever fra en skole i Roskilde selv gjorde deres toiletter rene; og at det blev en drøm at gå på toilettet.

Haarder møder ifølge hans egne ord som regel flotte og velfungerende skoler. Undersøgelsen fra Skole og Samfund giver et modsat og nedslående billede.

Ved at sammenligne de aktuelle forhold 2008 med en identisk undersøgelse fra 1999 viser rundspørgen blandt skolebestyrelsesformændene at tre ud af fire skoler har udskudt vedligeholdelsesarbejder på grund af pengemangel. Halvdelen af skolerne har rengøringsproblemer. 1/3 af skolerne har svamp-problemer. 2/3 af skolerne har forringede skolemøbler og legeredskaber. Antallet af lokaler på 46-60 m2 er faldet fra 48 procent i 1999 til kun i 2009 at udgøre 28 procent. (Klassekvotienterne er formodentlig ikke faldet dramatisk i samme periode)

Hvordan kan Haarder overse disse fakta? Det nytter ikke noget at Haarder skyder skylden på kommunerne. Kommunernes økonomi er presset af skattestoppet og besværliggør dermed en langsigtet investeringspolitik på folkeskoleområdet når det er svært at holde serviceniveauet på f.eks. ældreområdet. Det nytter ikke at pege på såkaldt forøgede anlægsudgifter, der ifølge Haarder er 2.9 mia. kr. i år når Dansk Byggeri understreger at efterslæbet i vedligeholdelsen kræver en investering på 2.0 mia. pr. år frem til 2011.

Regeringens dårlige toiletomdømme, WC-gate, stoppes altså ikke af engangsinvesteringer på den aktuelle finanslov. Haarder fremstiller skolernes fysiske rammer ud fra Arbejdstilsynets undersøgelser. Her undgår han at fortælle at det er personalets forhold som undersøges. Elevernes forhold er ikke til undersøgelse da de ikke er omfattet af arbejdsmiljølovgivningen. Det betyder f.eks. at voksne på deres arbejde principielt kan kræve 12 m3 luftvolumen mens elever i moderne byggeri kun kan forvente 6 m3 luftvolumen.

Det er helt afgørende at der skabes enighed om folkeskolens fysiske tilstand. Desuden er det nødvendigt at definere folkeskolen som en arbejdsplads, der hviler på en national fysisk standard, som retter op på nedslidningen og forsømmelsen siden 2001.

Det kræver, at undervisningsministeren besinder sig og ser virkeligheden i øjnene og ikke kun baserer skolepolitikken på solskinshistorierne. Folkets skole skal have de bedste vækstbetingelser. Skolen rummer jo næste generations arbejdskraft til fælles bedste.